EjendomDanmark glæder sig over boligpolitisk udspil

Regeringens forslag om at hæve maksimumsbeløbet for almene boliger bliver positivt modtaget af EjendomDanmark.

Regeringen har præsenteret nye initiativer, der skal styrke fremtidens boligmarked og sikre flere boliger.

I en pressemeddelelse hilser EjendomDanmark udspillet velkommen. Brancheorganisationen ser positivt på planerne om at hæve maksimumsbeløbet for byggeri af almene boliger i København med 20 procent.

Ifølge brancheorganisationen kan ændringen få stor betydning for boligudbuddet, især i de store byer, hvor det i dag kan være svært at få økonomien til at hænge sammen i almene projekter.

– Det er et stort plus, at der fra politisk side fremlægges løsninger, som gør en forskel i virkelighedens verden. Behovet for flere boliger er dog så massivt, at det fremlagte ikke nødvendigvis får os helt i mål. Dog sætter jeg stor pris på regeringens lydhørhed i processen, udtaler Peter Stenholm, administrerende direktør i EjendomDanmark.

Alene i København kan der mangle op mod 75.000 boliger frem mod 2060. Derfor har EjendomDanmark længe opfordret til bedre rammevilkår for nybyggeri og til, at man undgår regler, der kan bremse udviklingen.

Han fremhæver desuden, at forhøjelsen af rammebeløbet for almene boliger kan få strandede projekter til at blive realiseret, især i hovedstadsområdet.

– Det er fornuftigt at hæve rammebeløbet, så flere af de projekter, der i dag er strandet, kan blive realiseret. I nogle tilfælde har det rent ud sagt været umuligt at bygge alment inden for de nuværende rammer, siger han.

EjendomDanmark mener, at løsningen ikke ligger i nye boligmodeller, men i at forbedre de eksisterende rammer for almene boliger, lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger.

– Fokus skal være på at skabe de rette muligheder for at sikre  almene boliger, lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger, siger Peter Stenholm.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling