
Foto: Jeppe Carlsen / EjendomDanmark.
En ny politisk aftale skal give huslejenævnene et tiltrængt løft og skabe en mere ensartet praksis på tværs af landet.
Aftalen, som regeringen har indgået sammen med en bred kreds af partier, skal styrke nævnenes arbejde og gøre det lettere at træffe korrekte og sammenlignelige afgørelser.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra EjendomDanmark, som har set frem til aftalen.
– Det er svært ikke at sige: endelig, udtaler Simone Ørum Holmbo, juridisk direktør i EjendomDanmark.
– Vi har længe peget på en række udfordringer, der plager nævnene, og det er virkelig dejligt at se, at den politiske aftale afspejler flere af de pointer, vi har bragt til bordet.
– Jeg er også glad for, at huslejenævnenes afgørelser – trods mange diskussioner – ikke får særlig vægt i en efterfølgende behandling ved domstolene. Det er helt afgørende for retssikkerheden, ellers ville vi bevæge os væk fra den frie bevisbedømmelse.
Et centralt element er, at boligrettens afgørelser fortsat skal være rettesnor for huslejenævnene. Det skal sikre en klar og stabil praksis på tværs af kommuner. Derudover bliver vidensdeling mellem nævnene styrket gennem et nyt fælles system, som skal gøre det lettere at udveksle erfaringer og følge udviklingen i retspraksis. Huslejenævnene skal fremover orienteres, når boligretten ændrer deres afgørelser, så ny viden hurtigt kan indarbejdes i det daglige arbejde.
Aftalen ændrer også på den omdiskuterede ordning om strafgebyrer. Fremover skal udlejere have gebyret tilbagebetalt, hvis boligretten omgør huslejenævnets afgørelse. Hidtil har gebyret skullet betales, selv når sagen faldt ud til udlejers fordel ved domstolene.
Selvom aftalen får ros for at adressere flere af branchens udfordringer, understreger EjendomDanmark, at der fortsat er behov for at nedbringe de lange sagsbehandlingstider. Organisationen håber, at den nye vidensdeling og tydeligere retspraksis også kan bidrage til at gøre sagsforløbene hurtigere og mere smidige.






















