AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der skal være boliger nok i fremtiden – og de skal passe til danskernes behov. Det er ambitionen fra EjendomDanmark, der har lanceret et boligpolitisk udspil. Det skriver brancheforeningen i en pressemeddelelse.

I det gældende regeringsgrundlag er der lagt op til et større fokus på boligpolitikken, men gennem det seneste års tid har der været en vis stagnation i byggeriet af fremtidens boliger, viser en ny analyse fra EjendomDanmark.

Derfor er det nødvendigt, at der også fra politisk side er fokus på at sikre de kommende generationers adgang til forskellige boligtyper, mener brancheforeningen.

Læs også: Så mange boliger blev der bygget i de danske kommuner i 2023

– Boligpolitikken er lige så vigtig og rammsættende for danskernes liv, som boligerne i sig selv er. Her skabes danskernes hverdagsliv, og derfor skal vi sikre, at der investeres i fremtidens boliger, for alle indikationer peger på, at vi har brug for flere boliger. Det er helt centralt for samfundet, og derfor kommer vi nu med vores indspark til, hvordan vi sikrer et mangfoldigt boligmarked med plads til alle, udtaler Peter Stenholm, administrerende direktør hos EjendomDanmark.

De tre pejlemærker

De tre pejlemærker fra EjendomDanmarks er: Boligpolitikken skal tage udgangspunkt i fremtidens boligbehov, Et mangfoldigt boligmarked skal understøttes af positive incitamenter, og stabile rammer er nødvendige for fremtidens investeringer i boliger.

– Vi skal fremme mangfoldigheden i både byer og landdistrikter. Danskernes boligpræferencer skal sammen med investorernes muligheder være to fokusområder. Alle har en fælles interesse i at sikre, at der er det rette mix af ejerboliger, andelsboliger, almene bolig og lejeboliger – og at der rammes den rette balance mellem land og by. På den måde er der et hjem uanset hvor i livet, man står, siger Peter Stenholm.

Læs også: Her skal der bygges nye boliger i København

– Vores pejlemærker understøtter forhåbentlig regeringens ambitioner og visioner, fordi der er fokus på at sikre et boligmarked med plads til alle – og alle boligtyper. Ved at tage udgangspunkt i vores forslag rykker vi et skridt nærmere mod et fremtidssikret boligmarked, hvor der også er plads til sunde og grønne investeringer.

EjendomDanmark repræsenterer ejendomsbranchen, der understøtter 137.000 arbejdspladser, og sikrer rammerne om både danskernes arbejds- og privatliv.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling