Ejerlejligheder steget 450 procent i pris på 30 år

Boligprisstigningerne de seneste tredive år viser, at køb af bolig som langsigtet investering er et stærkt alternativ til traditionelle investeringsformer.

Købte du en ejerlejlighed på 100 kvadratmeter i 1992 og ejer du den stadig, er du hvert år på papiret de sidste tredive år blevet knap 90.000 kroner rigere. I 1992 kostede en ejerlejlighed på 100 kvadratmeter i gennemsnit 582.000 kroner, mens den i år ville blive solgt for 3.292.000 kroner

Det viser beregninger, som Estate har lavet over boligmarkedsstatistik fra henholdsvis Finans Danmark og Boligsiden. Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Værdiforøgelsen svarer til en stigning på 456 procent eller 2,7 millioner kroner, skriver Estate.

– Selvom priserne siden maj sidste år er faldet mærkbart, er det set i et historisk perspektiv relativ ligegyldigt. I Danmark ejer folk i gennemsnit deres bolig i over ti år, så kortvarige udsving vedrører som udgangspunkt langt fra flertallet af landets boligejere, siger Thomas Hovgaard.

LÆS OGSÅ: FÆRRE EJERLEJLIGHEDER TIL SALG

Ifølge ham fokuseres der for ensidigt på prisudviklingen på den korte bane.

– Det er selvfølgelig interessant at følge udsvingene på boligmarked fra måned til måned, især når man har været igennem en længere periode med nedgang og faldende salgsaktivitet, vil mange fremhæve kortvarig fremgang. Men langt mere interessant er den generelle udvikling i økonomien og renten, da det har væsentlig større betydning for, hvordan boligøkonomien opleves, sammenlignet med boligprisernes niveau, siger Thomas Hovgaard.

Sammenligner man boligkøb med andre former for langsigtede økonomiske investeringer, er det hans vurdering, at køb af bolig er et stærkt alternativ.

– Fordelen ved at eje en bolig på den lange bane ud over, at man sparer op i den, lukrerer på eventuelle værdistigninger, og får valuta for sine løbende investeringer, er, at man i modsætning til papirer og aktier er i besiddelse af et fysisk aktiv, som man kan bruge enten som bolig eller til udlejning. En næsten femdobling af boligpriserne på tredive år viser, hvor populære og sikre ejerboliger generelt er, siger Thomas Hovgaard.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling