Hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann er i disse år på en massiv vækstrejse med store investeringer i blandt andet nye hoteller, flere medarbejdere og digital infrastruktur.
Gennem de seneste fem år har koncernen samlet haft et overskud på over 41 millioner kroner.
Alene i 2023 kunne Bühlmann præsentere et overskud på godt 12 millioner kroner, og koncernen har i løbet af det seneste år tilføjet tre nye hoteller i henholdsvis Aarhus, København og Randers til porteføljen.
Dermed rummer hotel-og gastronomikoncernen i dag 10 unikke hoteller fordelt over hele Jylland og i København.
Nu er Bühlmann med hovedsæde i Aalborg klar til at tage næste skridt på vækstrejsen, når de opruster tilstedeværelsen i København med et nyt kontor med fokus på salg og indtjening.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
– Vi har de seneste år arbejdet på at udvikle og styrke vores organisation, således vi har det rette fundament til at ekspandere. Vores mål er at være en landsdækkende hotelkoncern inden for en årrække, og en styrket tilstedeværelse i København er en vigtig milepæl på denne rejse, udtaler Danni Bühlmann, der ejer koncernen med sin hustru Anemette Bühlmann.
Kendte brancheprofiler i front
Det bliver to kapaciteter fra branchen, der skal stå i spidsen for Bühlmanns nyetablerede hovedstadskontor.
Således tiltræder Helle Salling Røber som ny Head of Sales, mens Nanna Schøn Martinussen bliver ny Head of Revenue.
Helle Salling Røber har senest været Group Sales Manager hos DFDS, mens Nanna Schøn Martinussen kommer fra en stilling som Revenue Manager hos Arp-Hansen Hotel Group.
– Bühlmann har gennem de seneste år bevist, hvordan en målrettet vækststrategi sagtens kan gå hånd i hånd med kompromisløs kvalitet og service. Jeg ser derfor utroligt meget frem til at blive en del af holdet og bidrage til den spændende rejse, som organisationen er på i disse år, lyder det fra den nye Head of Sales, Helle Salling Røber, som desuden kommer med mangeårig erfaring fra hotelbranchen.
Læs også: Hotel udvider med ny værelsesfløj
– Bühlmann er toneangivende i branchen og råder over en række unikke hoteller, som kun få kan hamle op med. Jeg glæder mig meget til at lære en for mig ny koncern at kende og at bidrage med den erfaring, jeg har oparbejdet gennem mine år i branchen, supplerer Nanna Schøn Martinussen.
Bühlmann overtog tidligere på året Boutique Hotel Herman K, som er koncernens første hotel i København.
Ifølge Danni Bühlmann arbejder man målrettet på at tiltrække flere og større hoteller i hovedstadsområdet.
– Vi er utroligt stolte over at kunne tiltrække to stærke profiler til Bühlmann. Det er en central del af vores strategi at øge kendskabet til Bühlmann udenfor vores hjemmebane i Nordjylland og være repræsenteret i endnu højere grad i blandt andet København. Det mener vi, at vi har de rette forudsætninger for med Helle og Nanna på holdet.
Bühlmanns nye kontor er placeret på Pilestræde i København.
Om Bühlmann
Hotelkoncernen Bühlmann blev grundlagt i 2007, da Anemette og Danni Bühlmann overtog herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg, som har været på Bühlmann-familiens hænder siden 1960.
Siden er flere hoteller kommet til og koncernen har i dag 10 hoteller i Jylland og på Sjælland.
Bühlmann har i dag mere end 400 medarbejdere og hovedsæde i Aalborg samt København.
Bühlmann-koncernen omfatter:
• Hotel Randers i Randers
• Boutique Hotel Herman K i København
• Boutique Hotel Royal i Aarhus
• Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg
• Herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland
• Boutique Hotel Villa Provence i Aarhus
• Lufthavnshotellet Aalborg Airport Hotel
• Designhotellet Pier 5 Hotel i Aalborg
• Det nybyggede livsstilshotel Peak 12o Hotel i Viborg
• Airport Hotel i Billund Lufthavn
Kilde: Bühlmann.