AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Danmarks Statistik har udsendt Forbrugsundersøgelsen for 2023, som kortlægger danskernes forbrug.

Boligen er fortsat den helt store post på danskernes budget, viser undersøgelsen, som Home har set nærmere på.

Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Opgørelsen viser, at Danmarks 2,7 millioner husstande i gennemsnit brugte godt 375.250 kroner på forbrug i 2023.

Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024

Heraf brugte vi gennemsnitligt 119.000 kroner på boligen – altså omkring en tredjedel af vores samlede forbrug. Det tal omfatter både udgiften til selve det at bo i boligen, men også boligudgifter som opvarmning, el, vand og vedligeholdelse.

Undersøgelsen viser også, at der er regionale forskelle på udgiften.

– Ikke overraskende bruges der flest penge på at bo i Region Hovedstaden, hvor boligerne er dyrest, udtaler boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

I Region Hovedstaden bruger den gennemsnitlig husstand cirka 136.000 kroner om året på bolig. Til sammenligning bruger man kun omkring 106.0000 kroner i Region Syddanmark.

Det betyder også, at boligen udgør næsten 33 procent af københavnernes forbrug, mens det udgør 30,5  procent i Syddanmark, viser en beregning fra Danske Bank.

Læs også: Redegørelse: Tre faktorer bag stigende boligpriser

Transport er en anden post, der virkelig fylder i budgetterne. Den står for 16,6 procent af det totale forbrug. Langt hovedparten af den udgift går til biler og brændstof, hvilket understreger, at man skal tænke transportbehovet med, når man vælger sin bolig.

– Et tilsyneladende billigt hus langt fra arbejdspladsen kan hurtigt blive temmelig dyrt, hvis det betyder, at man skal købe en bil ekstra, siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

Borgerne i Region Sjælland bruger 50 procent mere på at købe nye biler, end de gør i hovedstaden. Transportforbruget er lavest i Region Midtjylland.

Så meget bruger vi på bolig, regioner (i løbende priser, kroner)

Gennemsnitshusstand 118.853 kroner
Region Hovedstaden 135.951 kroner
Region Sjælland 118.643 kroner
Region Syddanmark 105.622 kroner
Region Midtjylland 112.606 kroner
Region Nordjylland 106.243 kroner

Kilde: Danmarks Statistik/ Home.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling