Uddannelsesinstitutionen Sosu H melder sig nu på banen og ønsker at være en del af en ny campus i Ørestad.
Det skriver By & Havn i en pressemeddelelse.
Sosu H udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik og færdiguddanner omkring 1.400 elever om året, oplyses det.
Og skolen forventer vækst i antallet af elever i de kommende år.
Læs også: Fra fejlslagen vision til levende bydel: Et nyt håb for Ørestad
– Med etablering af campus i den voksende Ørestad kan vi tilbyde uddannelsesmuligheder i et attraktivt elevmiljø tæt på oplæringssteder og elever, udtaler Jeppe Rosengård Poulsen, direktør for Sosu H.
Visionen for en ny campus i Ørestad omfatter fællesområder som værksteder, udearealer og kantine samt oprettelsen af et EUD-kollegie.
By & Havn er sammen med Sosu H og TEC i dialog med Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om den kommende lokalplan for Hannemanns Allé i Ørestad Syd, som skal indeholde campus, boliger og erhverv.
Læs også: Yderligere tre arkitektfirmaer prækvalificerede til kunst- og byrumsprojekt i Ørestad
Næste skridt er startredegørelse – en indledende politisk behandling – som parterne er i gang med at udarbejde materiale til.
Den kommende byggegrund ligger lige over for Royal Arena og tæt på Ørestad Station og Metrostation.
– Vi arbejder på at flere uddannelsesinstitutioner bliver en del af samarbejdet, udtaler administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn.