Endnu et boligprojekt på vej i Hersted Industripark

Selskabet Malervangen ApS står bag et projekt med 108 lejligheder i det kommende boligområde Kirkevænget i Hersted Industripark i Glostrup.

I begyndelsen af denne uge kunne Raundahl & Moesby oplyse, et selskabet i totalentreprise skal bygge 184 lejligheder i Hersted Industripark for Koncenton. Men der er flere boliger på tegnebrættet i området, der ligger i Albertslund Kommune, mens postnummeret hører under Glostrup.

I efteråret 2021 købte selskabet Malervangen ApS ejendommen Malervangen 1, der strækker sig over 5.000 kvadratmeter, for 34,5 millioner kroner. Nu har selskabet anmodet Albertslund Kommune om en ny lokalplan for ejendommen.

Malervangen ApS, der er ejet af projektudvikler Anders Refvik Tindbæk, vil erstatte den tomme og to etager høje kontorbygning, der i dag ligger på grunden, med en 8.750 kvadratmeter stor boligejendom, hvor der skal være plads til erhverv i stueetagen ud mod Gammel Landevej.

Selskabet Malervangen ApS står bag boligprojektet på Malervangen 1 i det kommende boligområde Kirkevænget i Hersted Industripark i Glostrup.
Selskabet Malervangen ApS står bag boligprojektet på Malervangen 1 i det kommende boligområde Kirkevænget i Hersted Industripark i Glostrup.

– Bebyggelsen vil indeholde 108 lejligheder på mellem 75 og 120 kvadratmeter og en gennemsnitlig størrelse på 80 kvadratmeter, sagde formand for Miljø- & Byudvalget, Marianne Burchall, da politikerne i kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune den 13. december 2022 besluttede at sætte gang i lokalplanlægningen.

Hun kunne videre oplyse, at al parkering etableres i kælderkonstruktion.

Bebyggelsen opføres i fem etager, og de fælles opholdsarealer forventes at udgøre 2.625 kvadratmeter, hvilket svarer til 30 procent af boligetagearealet. Af de fælles opholdsarealer vil 740-875 kvadratmeter være fælles tagterrasser.

Selskabet Malervangen ApS står bag boligprojektet på Malervangen 1 i det kommende boligområde Kirkevænget i Hersted Industripark i Glostrup.
Selskabet Malervangen ApS står bag boligprojektet på Malervangen 1 i det kommende boligområde Kirkevænget i Hersted Industripark i Glostrup.

Bebyggelsen bliver en del af et nyt boligområde med navnet Kirkevænget og vil bestå af en hesteskoformet karré, der åbner sig mod vest.

“Bebyggelsen vil grundet sin placering markere overgangen fra de eksisterende omgivelser og til det nye område”, lyder det i startredegørelsen for projektet.

“Projektet tager både afsæt i ambitionerne for området såvel som lokalområdets identitet og egenart. Inspireret af Nordre Kirkegård og parcelhuskvarteret på den østlige side af Nordre Ringvej, vil det komme til udtryk i projektets formsprog og valg af gedigne materialer”, lyder det videre.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling