I årevis har Boligselskabet Lykkebo uden held forsøgt at få tilladelse til at erstatte de faldefærdige og hærværksramte bygninger på hjørnet af Østre Allé og Sohngårdsholmsvej i Vejgård i Aalborg med boliger.
Det startede med et højhus i op til 16 etager, men gennem den årelange proces er der løbende blevet skrevet etager af projektet
Den 27. maj skulle byrådet i Aalborg så tage stilling til det seneste lokalplanforslag, som omfatter et projekt i fire-seks etager. Sagen var blevet rykket ind i byrådet af by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
– Jeg tror nok, vi var flere, der blev noget overraskede på vores møde i By- og Landskabsudvalget i starten af denne måned, hvor vi jo havde en 2. forelæggelse af denne sag, sagde rådmanden på byrådsmødet, hvor han ikke lagde skjul på, at han før udvalgsmødet havde forventet, at lokalplanen ville blive indstillet til endelig vedtagelse, når den nu havde været i offentlig høring.
– Stor var vores forundring over, at lige pludselig så kunne man ikke få flertal for dette alligevel, sagde han med henvisning til blandt andet udvalgsmedlemmerne fra Socialdemokratiet, som havde stemt for at sende lokalplanforslaget i offentlig høring, men som ikke var klar til at godkende lokalplanen endeligt.
Rådmanden påpegede, at projektet lever op til alle kommunens arkitekturpolitik og højhuspolitik samt planstrategiens principper om byfortætning langs vækstaksen, der følger Plusbussens linjeføring.
– Det er sådan set bare et rigtigt, rigtigt fint projekt. Og så er det os ubegribeligt, at vi ikke bare kan komme videre i stedet for, at der skal skrives endnu et kapital til denne saga omkring Alléskolen. Lad os nu komme videre, lød det fra rådmanden.
Hans bøn blev dog ikke hørt.
Sammen med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre stillede Socialdemokratiet i stedet et ændringsforslag om, at der skæres endnu en etage af projektet, så det nu skal opføres i tre-fem etager.
Næstformand i by- og landskabsudvalget, Lisbeth Lauritsen (S), medgav ellers, at der er tale om et fint projekt med gårdrum, grønne elementer og parkering i kælderkonstruktion.
– Grunden, til at vi stemmer imod denne 2. behandling, er jo fordi, at vi har lyttet til borgerne, fordi at vi har været ude og tale med borgerne derude, sagde Lisbeth Lauritsen, hvorefter hun præsenterede ændringsforslaget.
– I virkeligheden så havde jeg jo håbet på, at vi ikke havde behøvet at have den her i byrådssalen, fordi det er jo egentlig en sag, der hører til i forvaltningen og bliver afsluttet der, og så kommer den ind til den helt almindelig behandling her i byrådssalen.
– Men af en eller anden uforståelig årsag, så valgte rådmanden at trække den i byrådssalen, før vi eventuelt kunne finde et kompromis sammen med forvaltningen i udvalget. Men det skal jo ikke forhindre os i at sætte et punktum for den, når den nu lander her i byrådssalen.
Et punktum blev der dog ikke sat. Tværtimod kom ændringsforslaget ikke til afstemning, da sagen blev sendt tilbage til By og Landskabsudvalget.
Dermed vil der blive skrevet mindst ét kapitel mere i sagaen om Alléskolens gamle bygninger, som ikke ældes med ynde.