Enemærke & Petersen, der er en del af MT Højgaard, skal opføre et nybyggeri med botilbud på Sluseholmen i Københavns Sydhavn.
Det skriver MT Højgaard i en pressemeddelelse.
Kontrakten er indgået med Københavns Kommunes bygherreenhed, Byggeri København (ByK), på vegne af Socialforvaltningen.
Projektet har en samlet værdi på 263 millioner kroner og bliver gennemført i partnerskabet ByK & Trust.
– Vores fælles mål er at skabe en bygning af høj arkitektonisk og materialemæssig kvalitet, som opfylder beboernes behov for overskuelige, harmoniske og trygge rammer, samtidig med at personalet får gode muligheder for at hjælpe og støtte beboerne, udtaler vicedirektør Morten Enkebølle fra Enemærke & Petersen.
Byggestarten blev allerede for et par måneder siden markeret med første spadestik, men det går for alvor i gang i denne måned, og det nye botilbud forventes færdigt i april 2028. Byggeriet skal certificeres til DGNB Guld.
Det nye hus får fem etager og et areal på godt 8.500 kvadratmeter, hvoraf cirka 7.000 kvadratmeter bliver et botilbud til voksne, der har fået en moderat til svær hjerneskade og har behov for træning eller rehabilitering.
Der indrettes 64 boliger samt fællesrum og servicefaciliteter til personalet. Resten af bygningen kommer til at rumme erhverv, teknik og kælder.
Ordren ændrer ikke MT Højgaard Holdings økonomiske forventninger til 2025, oplyses.























