Køge Kommune tager nu et vigtigt skridt mod et nyt Agerbækhuse på Mellemmarksvej i Herfølge.
Efter en længere proces med EU-udbud og forhandlinger har kommunen valgt Enemærke og Petersen som totalentreprenør på projektet, der skal erstatte det nuværende botilbud på Gymnasievej.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.
Byggeriet får en anlægssum på knap 158 millioner kroner og er støttet af et lånetilsagn fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Det kommende Agerbækhuse bliver et moderne botilbud for borgere med handicap, hvor der er lagt vægt på nærvær, tryghed, bæredygtighed og fysiske rammer, der understøtter trivsel og pædagogik.
Vinderen blev valgt på baggrund af den bedste samlede balance mellem pris, kvalitet, organisation og funktionalitet. Evalueringen fremhæver blandt andet en gennemtænkt indretning, høj arkitektonisk kvalitet og en erfaren projektorganisation.
– Det tilbud, vi har modtaget, rummer præcis den varme, funktionalitet og faglige kvalitet, vi ønsker for vores borgere og medarbejdere. Det her bliver et botilbud i absolut topklasse, udtaler socialudvalgsformand Lissie Kirk (S).
Enemærke og Petersen har udviklet projektet sammen med Aart Architects og Niras under navnet “Det røde kvarter”.
Holdet beskriver selv visionen sådan:
“Det nye Agerbækhuse bliver et sted, hvor beboerne kan leve et trygt liv i små fællesskaber, tæt på naturen. Byggeriet forener hjemlighed, bæredygtighed og god trivsel for både borgere og medarbejdere. Her kan alle føle sig hjemme og forbundne.”
Markant højere pointscore end næstbedste bud
I slutningen af juni 2025 blev fire udvalgte totalentreprenørgrupper med tilhørende rådgivere prækvalificeret til projektet. I slutningen af juli meddelte én af de bydende, at de alligevel ikke ville afgive tilbud.
De resterende tre entreprenører afleverede deres indledende tilbud i starten af september og præsenterede deres tilbud i september 2025.
Ugen efter meddelte ét af de tre firmaer, at de trak sig på grund af en intern rekonstruktion, hvor flere medarbejdere tilknyttet projektet var blevet afskediget.
De to tilbageværende firmaer, CG Jensen og Enemærke & Petersen, deltog i forhandlingsmøder i midten af september 2025.
Det fremgår af bedømmelsesnotatet, at tilbuddet fra Enemærke og Petersen opnår en markant højere pointscore end tilbuddet fra CG Jensen.
Køge Kommune havde fastlagt en samlet targetpris for byggeriet på 120 millioner kroner eksklusive moms. Tilbuddet fra Enemærke og Petersen lyder på 125,5 millioner kroner, og Køge Kommunes forvaltning vurderer, at prisen kan indeholdes i budgettet for projektet.
Det nye Agerbækhuse får plads til 40 beboere. Med fælles- og servicearealer omfatter projektet i alt 4.360 kvadratmeter.
På grund af udfordringer med placering og udbud forventes byggeriet nu færdigt i foråret 2028.






















