Administrerende direktør i entreprenørvirksomheden VAM, Allan Hougaard. Foto: PR.
Administrerende direktør i entreprenørvirksomheden VAM, Allan Hougaard. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Entreprenørvirksomheden VAM med hovedkontor i Auning på Djursland havde i 2023 en omsætning på 247 millioner kroner mod 282 millioner kroner i 2022.

Trods den faldende omsætning kommer selskabet ud med et bedre resultat end i 2022. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I 2022 var resultatet på beskedne 307.000 kroner, mens selskabet i 2023 landede et resultat på 7,755 millioner kroner. Det er højere end forventet.

– Vi er glade og tilfredse over årets resultat, som lever op til de forventninger, vi stillede ved indgangen til 2023. Vi har nu genskabt fundamentet til en solid forretning og er tilbage med en kraftig forbedring af resultatet, udtaler administrerende direktør Allan Hougaard fra VAM.

– Det betyder også, at vi kan genoptage vores mangeårige tradition med at udlodde en betydelig del af overskuddet til vores medarbejdere.

I løbet af året har VAM ifølge meddelelsen justeret risikoprofilen, ligesom entreprenørvirksomheden har haft fokus på at udvælge opgaver, der matcher organisationen bedst muligt.

Læs også: Entreprenørvirksomheden VAM med utilfredsstillende resultat i 2022

– Fokuseringen indebærer, at vi har skruet ned for de store projekter og nu står med et styrket forhold mellem opgavetyper og vores ressourcer. Vi kan derfor med glæde konstatere, at langt størstedelen af vores projekter i 2023 er gennemført godt og som forventet, siger Allan Hougaard.

Samarbejdsentreprenør

Hos VAM har man en lang tradition for at indgå i tætte samarbejder som rammeaftaler og partneringsamarbejder, hvor parterne i fællesskab definerer opgaverne og løsningerne.

Ifølge Allan Hougaard er der flere årsager til, at disse samarbejdsformer passer godt til en virksomhed som VAM.

– Vi kalder os selv en samarbejdsentreprenør, fordi samarbejde fremmer kvaliteten i opgaveløsningen og fremmer medarbejdernes arbejdsglæde og faglige stolthed, siger Allan Hougaard. 

– Når man har et samarbejde baseret på tillid til hinandens kompetencer, får man både bedre løsninger og gladere medarbejdere. Derfor har vi også et skarpt fokus på at styrke vores gode kundeforhold, så vi fortsat kan tilbyde vores medarbejdere de bedste faglige udfordringer for en jordentreprenør.

VAM blev etableret i 1953, og foruden hovedkontoret i Auning har entreprenørvirksomheden afdelinger i Aarhus, Ebeltoft og Randers. Virksomheden har 145 medarbejdere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling