Industri- og logistikejendomme. Foto: Dansk Byudvikling.
Industri- og logistikejendomme. Foto: Dansk Byudvikling.

Erhvervsejendomsmarkedet har fået et stærkt comeback i 2025 efter nogle mere stille år, lyder det i en pressemeddelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Nye tal viser, at der i årets første otte måneder er handlet ejendomme for næsten 45 milliarder kroner, hvilket er 61 procent mere end i samme periode i 2024.

Det er især boligmarkedet, der dominerer, men industri- og logistikejendomme har for alvor cementeret deres rolle som det næststørste segment.

– En væsentlig faktor er, at det er nemmere for sælgere og købere at mødes og blive enige om prisen, udtaler analysechef Joseph Alberti fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

– Vi forventer, at de positive tendenser for de første otte måneder vil fortsætte resten af året, og at vi lander et godt sted over transak­tions­vo­lu­men for 2023 og 2024, der endte på henholdsvis 45 milliarder kroner og 52 milliarder kroner. Det er under halvdelen af niveauet fra rekordårene 2021 og 2022. Vi kommer nok ikke helt derop i 2025, men det går helt klart den rigtige vej, og det mærker vi også hos os.

Industri- og logistikejendomme har ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech vist sig særligt stabile, fordi de spiller en vigtig rolle i virksomhedernes forsyningskæder.

Mange danske virksomheder samler aktiviteterne herhjemme for at mindske risikoen i en urolig verden, og det har øget interessen fra investorer.

Også internationale investorer er rykket ind, blandt andet med Australian Super, der har købt halvdelen af Oxford Property Groups industriejendomsportefølje, og Brookfield Asset Management, der har investeret i ejendomme i Trekantområdet.

Dermed er industri- og logistikejendomme ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech blevet et sikkert valg for både danske og udenlandske investorer og har overhalet både detail- og kontormarkedet.

Generelt er bolig det ejen­doms­seg­ment, der fylder mest i transak­tions­vo­lu­men. I de første otte måneder af 2025 tegner bo­li­g­ud­lej­nings­e­jen­dom­me sig for mere end 50 procent af transak­tions­vo­lu­men, men altså efterfulgt af industri- og lo­gi­stik­seg­men­tet på 14 procent, hotel på 12 procent, detail på 11 procent og kontor på 11 procent.

Tilmeld Nyhedsbrev