I Fælledby vil en ny boligkarré med 103 lejligheder stå færdig i 2025. I stueetagen etableres café, restaurant og fælleslokaler. Selskabet Fælledby P/S, der ejes ligeligt af PensionDanmark og By & Havn, er bygherre på projektet, som ifølge en pressemeddelelse netop er blevet tildelt byggetilladelse.
– Vi ved, at fælles mødesteder og et spirende butiksliv er vigtigt for beboere, der de flytter til et nyt byområde. Derfor er vi gået efter at anlægge Fælledbys første, fælles nabolagshus så tidligt som muligt, hvor vi skaber rammerne for både naboskab og cafémiljø fra starten, udtaler administrerende direktør i Fælledby P/S, Erling Thygesen.
Projektets lejligheder bliver mellem 62 og 113 kvadratmeter store, og de får mellem to og fem værelser. Målgrupperne er således både familier, singler og par. En del af byggeriet bliver desuden opført som bofællesskab, hvor tre lejligheder på hver etage deler en stor, fælles altan og omkring et fælles ankomstområde.
LÆS OGSÅ: BYGGERIET AF FÆLLEDBY PÅ AMAGER GENOPTAGES
Projektet er tegnet af ONV Arkitekter med 1:1 Landskab som landskabsarkitekter.
– Vi har fra starten ønsket at designe et bofællesskab i en del af bygningen, som er møntet på, at en gruppe beboere kan deles om et større fællesareal og samtidig trække sig tilbage i private omgivelser i hver deres lejlighed, udtaler Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter.
Ligesom resten af Fælledby opføres byggeriet af træ i alle bærende konstruktioner og med en varieret facade af stål, skiffer og træ. Byggeriet skal i totalentreprise opføres af Scandi Byg, som bygger i træmoduler, der produceres på egen fabrik i Løgstør.
Træmodulerne kan indrettes med eksempelvis køkken- og toiletinventar på fabrikken, og på byggepladsen samles modulerne til det færdig råhus, hvorefter facader og tag monteres.
Byggeriet forventes at være klar til indflytning i slutningen af 2025 og kommer således umiddelbart efter nabolagets første boligkarré, hvor de første lejligheder kan afleveres i midten af 2025.
Fakta om Fælledby
- Den færdige bydel skal huse 2.000 boliger, to børneinstitutioner, en skole, et plejecenter og lokale butikker.
- 25 procent af boligerne bliver almene og med de almene boligorganisationer som bygherre.
- Fælledby vil udgøre i alt 219.000 kvadratmeter etageareal.
- Omkring en tredjedel af området bliver genetableret som naturarealer med særligt fokus på vild, bynær natur.
- I Fælledby prioriteres naboskab og foreningsliv i samspil med naturen.
- Bygherre er Fælledby P/S, som ejes ligeligt af PensionDanmark og By & Havn.
Kilde: Fællesby P/S.