Færre bruger sommerhuset som helårsbolig

Nye sommerhusbehov, attraktive skatteregler og coronapandemien har fået flere til at droppe sommerhuset som helårsbolig, vurderer Estate.

Efter en længere årrække med stigning i antallet af beboede sommerhuse, er tendensen nu på vej retur, skriver Estate i en pressemeddelelse.

I 2018 var 37.180 danske sommerhuse beboede af enten ejere eller lejere, mens det tal i 2022 er faldet til 32.399, viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden har analyseret. Det er et fald på 13 procent.

I Estate ser man pandemien som katalysator for udviklingen.

– Under corona, hvor vi ikke kunne rejse, opstod der et kolossalt behov for at komme væk fra hjemmet, som i mange tilfælde også blev til arbejdsplads. Derfor blev der solgt historisk mange sommerhuse på kort tid, men ikke for at bo i dem permanent, men for at bruge dem som refugier, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Under coronapandemien i 2020 og 2021 steg efterspørgslen på sommerhuse markant. Det fik ifølge Thomas Hovgaard mange sommerhusejere til at sælge for at inkassere gevinster.

– Flere af dem, der valgte at sælge deres sommerhuse under corona, var også personer, der brugte deres sommerhus som helårsbolig, og det er klart, at med et rekordhøjt salg vil det også betyde, at det vil nedbringe antallet af beboede sommerhuse i en periode, siger Thomas Hovgaard.

Han peger også på sommerhusudlejning som en særdeles indbringende mulighed, der kan påvirke den måde, vi generelt bruger vores sommerhuse på.

– Med de skattefradrag, der kan anvendes i dag og med den massive efterspørgsel, der er fra både danske og udenlandske turister, kan udlejning i perioder stort set gøre det gratis at eje et sommerhus, og det er i sagens natur svært at udleje et hus, man selv bor i, siger Thomas Hovgaard.

Antal beboede sommerhuse over tid

Sommerhuse 2018 2019 2020 2021 2022
Beboet af ejer 34.389 32.998 32.330 31.597 30.939
Beboet af lejer 2.791 1.962 1.702 1.557 1.460
I alt 37.180 34.960 34.032 33.154 32.399

Kilde: Estate / Danmarks Statistik.