Gennem det meste af 2023 steg antallet af udbudte kvadratmeter til butikker, spisesteder, cafeer og takeaway i Aalborg, men nu er udviklingen er stoppet og måske endda vendt.
Det tyder nye data fra Ejendomstorvet.dk på.
Det skriver portalen for erhvervslokaler i en pressemeddelelelse.
– På få kvartaler gik Aalborg fra 11.000 udbudte butikskvadratmeter til lidt over 20.000 kvadratmeter – stigningen svarer rundt regnet til tre tomme supermarkeder i Føtex- eller Meny-størrelse, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
– Siden har udbuddet af butikslokaler ligget ret stabilt, og det seneste kvartal er det faldet ned under 20.000 kvadratmeter for første gang i fem kvartaler. Som andel af kommunens samlede butiksareal er udbuddet faldet fra før 2,3-2,4 procent til aktuelt 2,2 procent. Dermed har Aalborg stadig noget lavere tomgang end landets tre andre store byer.
Lige nu er 11.200 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf 2.200 lokaler til butik, café og kaffebar. Af dem ligger 96 i Aalborg Kommune. Portalen drives på foreningsbasis af landets ejendomsmæglere og uden krav om overskud, ligesom boligportalen Boligsiden.dk.
– Vi oplever en stigning i henvendelserne, og alene i midtbyen har vi udlejet 20 lokaler til butikker og restauration i år, udtaler Martin Brasholt Mikkelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.
– Vi ser især øget interesse for de mindre lejemål, og det kan være svært at finde lokaler over 500 kvadratmeter, som nogle detailkæder har kig på. Uden for de største strøggader ser vi, at for eksempel skønhedssaloner og sundhedsklinikker gerne vil etablere sig i gadeplan fremfor på en 1. sal for at lette adgangen for deres kunder. Det kan dog give problemer, fordi nogle lokalplaner er meget gamle og kun tillader butikker i stueplan. Men politikerne må indstille sig på, at vi ikke vender tilbage til en tid med hattemagere og andre specialforretninger rundt om i byen.
Han opfordrer samtidig til, at det i sidegaderne, uden for de primære handelsstrøg, bliver lettere at omdanne tidligere butikslokaler i stueplan til eksempelvis boliger, så butikkerne bliver samlet og skaber et mere levende byliv.
– Lejerne står stærkere i dag, og derfor er nogle udlejere blevet mere indstillede på dialog om blandt andet lejeniveauet. Politikerne bør dog være opmærksomme på, at bybilledet ændrer sig. Nogle steder kan det være svært at få lov til at indrette en tom butik til kaffebar eller vinbar med borde udenfor. Det kan også tage meget lang tid at få behandlet byggesager og mulige dispensationer fra lokalplaner, påpeger Mattias Manstrup, partner i Nordicals Aalborg.
Han tilføjer, at kommunen har etableret nogle fine pladser og byrum i midtbyen, men at der stadig er store udfordringer med parkering og med måden, biltrafikken bliver afviklet på.
Butiksarealet i Aalborg Kommune udgør 880.000 kvadratmeter. Det er lidt mere end i Odense og svarer til godt og vel 4 procent af landets samlede areal til butikker og spisesteder.
Mæglernes råd til byrådet: Sådan får vi mere byliv
· Hurtigere behandling af byggesager og dispensationer for lokalplaner
· Mere fleksible lokalplaner for butiksgader – en del lokalplaner er 20-30 år gamle
· Lettere adgang til at etablere spisesteder med udeservering
· Lettere adgang til at etablere eksempelvis skønhedssaloner, læger og sundhedsklinikker i gadeplan
· Bedre mulighed for at parkere i midtbyen og bedre skiltning af ledige p-pladser
· Smidigere afvikling af biltrafikken i midtbyen (i dag mange ensretninger og sving-forbud)
· Lettere at omdanne tomme butikslokaler i sidegader til boliger – det vil styrke bylivet på strøggaderne
Kilde: Ejendomstorvet.dk.