
Feriehusudlejeren Sol og Strand flytter sit hovedkontor til Aalborg. Den 1. oktober 2026 rykker virksomheden ind i det nye Hatschek Hus, som er under opførelse på Eternitten.
Det fremgår af en pressemeddelse fra Nordicals Aalborg, som står for udlejningen af de kommende kontorlokaler på hjørnet af Poul Larsens Vej og Sønderbro.
Flytningen sker i forlængelse af, at Fonden Sol og Strand har doneret den nuværende grund i Hune til Jammerbugt Kommune. Grunden på 14.000 kvadratmeter har en værdi på 14 millioner kroner og skal understøtte den lokale udvikling i Hune.
Selv om hovedkontoret flytter, understreger Sol og Strand, at Hune-Blokhus fortsat er virksomhedens arnested. Her arbejder man videre på at udvide udlejningen af feriehuse og finde nye lokaler til lokalbureauet, der skal servicere både husejere og feriegæster.
– Vi ønsker at placere vores hovedkontor i Aalborg-området for på den måde at kunne styrke vores evne til at rekruttere medarbejdere til den fortsatte vækst og i den forbindelse også være tættere på en stærk universitetsby med mange talenter, udtaler direktør for Sol og Strand, Per Dam.
Inden udgangen af 2027 skal Sol og Strand finde en ny placering til deres lokalbureau i Hune-Blokhus-området, mens den nye placering af hovedkontoret i Aalborg-området nu er på plads.
Næsten fuldt udlejet

I Hatschek Hus slutter Sol og Strand sig til Artelia, Rambøll og Friis & Molte Architects, som også er kommende lejere i den 10.000 kvadratmeter store kontorbygning, der vil rumme lejemål på alt fra 330 kvadratmeter til 3.300 kvadratmeter. Kontorbygningen er ganske tæt på at være fuldt udlejet.
– Med udlejningen til Sol & Strand er der nu reelt set kun tre mindre lejemål tilbage i ejendommen, så udlejningen har været en kæmpe succes og viser med al tydelighed, at der stadig er rigtig god aktivitet og efterspørgsel på kontormarkedet i Aalborg, udtaler partner Mattias Manstrup fra Nordicals Aalborg.
Erhvervsmægleren vurderer, at flytningen er et udtryk for en generel tendens, hvor virksomheder søger mod Aalborg for at komme tættere på arbejdskraften og de attraktive rammer, som byen tilbyder.
De tre små lejemål, der fortsat er ledige, er på 500-600 kvadratmeter, oplyser erhvervsmægleren.
Søren Enggaard A/S har siden 2008 udviklet den tidligere eternitgrund til en ny bydel, og Hatschek Hus er udviklet i samarbejde med Friis & Molte Architects. Kontorhuset indvies i første halvår 2026, og det bliver certificeret til DGNB Guld.





















