Unicef vil udvide med lager- og kontorbyggeri i Nordhavn i København.
Unicef vil udvide med lager- og kontorbyggeri i Nordhavn i København.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Unicef har længe haft et ønske at udvide deres lagerkapacitet i Nordhavn i København.

FN-organisationens aktiviteter er nu så omfattende, at man har behov for at udvide verdenslageret og få en ny administrationsbygning i Nordhavn. Faciliteterne skal stå klare til brug ved udgangen af 2028.

Derfor har By & Havn, som skal stå for opgaven, udsendt et udbud på et nyt kompleks, som har resulteret i flere prækvalificerede bydere.

Det oplyser udviklingsselskabet i en pressemeddelelse.

Læs også: By & Havn sælger byggeret til kontorprojekt i Nordhavn til udvikler

– At Unicef har så stærke bånd til København og ønsker at udvide deres faciliteter i København er ikke kun godt for den globale nødhjælp- det er samtidig godt for København og ikke mindst Nordhavn. Det kaster både arbejdspladser og investeringer af sig og så cementerer det Københavns gode ry som en international hovedstad, udtaler administrerende direktør, Anne Skovbro fra By & Havn.

Foruden administrationsbygningen, der skal huse op mod 600 medarbejdere, indeholder projektet også etableringen af et lavlager og to fuldautomatiske højlagre med plads til over 75.000 paller. Derudover laves der også besøgscenter og konferencefaciliteter i byggeriet.

Administrationsbygningen får et samlet etageareal på omkring cirka 15.000 kvadratmeter, mens det samlede lagerareal bliver cirka 48.000 kvadratmeter.

Læs også: Lokalplan for næste etape af Nordhavn er på vej

– At bygge et så stort verdenslager er ikke en nem opgave – det er utroligt teknisk og kræver specialistviden i forhold til totalentreprisen, men også i forhold til de fuldautomatiske processer, som skal gøre lagerets funktion smidig og hurtig, udtaler Anne Skovbro.

Ved udløbet af udbuddets ansøgningsfrist havde fire hold ansøgt om at blive prækvalificerede til at udføre byggeriet for FNs børnefond. Parallelt hermed er to leverandører af lager- og logistiksystemet blevet prækvalificeret.

Prisen for byggeriet af det nye varelager og kontorhus til Unicef forventes at løbe op i 3,2 milliarder kroner, fremgår det af et notat fra Udenrigsministeriet.

De fire prækvalificerede hold til byggeriet

  1. MT Højgaard med Artelia og CF Møller
  2. Konsortie af Munck og 5E Byg med Afry og Christensen & Co Arkitekter
  3. NCC DK med Arkitema og Cowi
  4. Nordstern med Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Vita Ingeniører.

De to prækvalificerede til lager- og logistiksystemet er de udenlandske firmaer Dematic og Swisslog. Dematic er en af verdens førende leverandører af innovative logistiske automatiseringssystemer, mens Swisslog er en global leverandør af robotter og datadrevne intralogistiske løsninger.

Om Unicefs lager i København

Lageret kommer til at ligge 700 meter fra den kommende containerhavn og i nærheden af den kommende Nordhavnstunnel, som vil være med til at skabe endnu bedre transport til Københavns Lufthavn, så nødhjælp hurtigt kan komme afsted. Ligeledes betyder nærheden til lufthavnen, at Unicef nemmere kan tiltrække international arbejdskraft, ligesom det er en fordel, at de mange internationale gæster let kan komme til Unicefs faciliteter i Nordhavn.

Unicef har haft varelager i København siden 1962. I første omgang som en del af frihavnen, hvor det daværende Unipac flyttede fra New York til Marmormolen i København med et nødhjælpslager, der sidenhen blev udvidet af to omgange i 1982 og 1990.

Fra 2012 har Unicef været en fast del af FN-byen i Nordhavn, hvor Unicefs verdenslager stod færdig ved Oceankaj i Ydre Nordhavn. Verdenslageret i København er det største lager af Unicef seks verdensomspændende Unicef-hubs og stod faktisk for hele 84 procent af den totale mængde af forsyninger, som de seks verdensomspændende Unicef-hubs leverede i 2023.

Fra 2020-2024 har Unicef indkøbt for næsten 10 milliarder kroner i varer og tjenesteydelser hos virksomheder, der er placeret i Danmark og som arbejder med især service- og logistikydelser.

Kilde: By & Havn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling