Amager Øst står som erhvervsområde foran et markant løft, lyder det i en pressemeddelelse fra AKF.
Med projektet Ny Amager går AKF sammen med Wihlborgs, Nordea Pension Ejendomme og Kløverbyen om at udvikle Amager Øst til en attraktiv destination for moderne virksomheder.
Parterne investerer adskillige 100 millioner kroner i opgradering af de eksisterende ejendomme i området. Der er desuden åbnet op for tilgang af yderligere partnere i projektet.
– Vi står på kanten af noget stort. Det her er ikke bare endnu et udviklingsprojekt. Det er en ny fortælling om, hvad Amager Øst kan være. Jeg er selv vokset op her, og det er dybt personligt for mig at vise, at området har potentiale til at tiltrække moderne virksomheder, skabe arbejdspladser og blive en vigtig brik i Københavns fremtidige erhvervsudvikling, siger Søren Kempf Holm, der er administrerende direktør i Wihlborgs.
Ifølge de fire samarbejdspartnere bygger projektet på fællesskab. Amager Øst skal formes til et område “med sjæl, historisk tyngde og plads til vækst”.
– Det unikke ved Ny Amager-projektet er, at fire meget forskellige aktører har fundet sammen om en fælles vision. Det sker sjældent, udtaler Martin Arildslund, der er forvaltningschef hos Nordea Pension Ejendomme.
– Men vi ved, at det kræver samarbejde at ændre opfattelsen af et område, og sammen står vi stærkere. Amager Øst rummer allerede en stærk kombination af attraktive elementer, og placeringen har alt det, fremtidens arbejdspladser efterspørger i form af nærhed til bycentrum, lufthavnen, natur og plads til at vokse.
Den kommende metrolinje, M5, fra Københavns Hovedbanegård til Lynetteholm vil fra 2035 bevæge sig gennem området.