For første gang i syv år er de kommunale ventetider på byggetilladelser faldet, viser en ny analyse fra DI Byggeri.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
I gennemsnit faldt sagsbehandlingstiderne fra 75 til 64 dage fra 2022 til 2023. I samme periode er er antallet af kommunale byggesager faldet med 15 procent.
Den lavere byggeaktivitet skyldes blandt andet stigende renter, og det kan forklare de kortere ventetider, lyder det fra Anders Stouge, direktør i DI Byggeri.
– Det er enormt positivt, at kommunerne har nedbragt ventetiden på at få en byggetilladelse i hus. En langsom sagsbehandling forsinker byggerierne, og svækker den lokale erhvervsudvikling. Så det er vigtigt, at kommunerne arbejder med at optimere sagsbehandlingen, så vi sikrer en endnu hurtigere og smidigere vej gennem systemet for både virksomheder og borgere, udtaler Anders Stouge.
Læs også: Kommune halverer behandlingstid på byggesager
– Byggeaktiviteten har været faldende og kommunerne har dermed også haft færre byggesager at behandle. Jeg havde derfor også forventet, at sagsbehandlingstiderne ville tage et dyk i år, siger han.
Der er dog stadig store kommunale forskelle, når det kommer til sagsbehandlingstiderne. Odder Kommune skiller sig ud med landets korteste ventetid på kun 5 dage, mens Frederikssund repræsenterer den modsatte ende af skalaen med en gennemsnitlig ventetid på 193 dage.
På trods af at byggesagsbehandlingstiderne er faldet for alle typer af byggesager, så ligger byggesagsbehandlingstiderne samlet set fortsat over kommunernes egne servicemål.
– Så store forskelle i ventetiderne understreger et klart potentiale for forbedring i de kommuner, der kæmper med lange sagsbehandlingstider. Odder Kommunes imponerende effektivitet bør tjene som inspiration for andre, mens Frederikssund må adressere de udfordringer, der fører til over et halvt års ventetid på byggetilladelser, siger Anders Stouge.