For første gang i tre år falder antallet af tomme lagerlokaler

For første gang siden 2022 falder mængden af tomme lager- og logistikejendomme i Danmark. Virksomhederne efterspørger igen mere plads.

Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk. Foto: PR.
Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk. Foto: PR.

Efter tre år med stigende tomgang i landets lager- og logistikejendomme peger udviklingen nu i en anden retning.

Nye tal fra Ejendomstorvet viser, at der for første gang siden 2022 er blevet færre skilte med ”til leje” og ”til salg” i de danske erhvervsområder.

Det skriver ejendomsportalen i en pressemeddelelse.

– Udbuddet nåede et rekordlavt niveau i midten af 2022 med ledige lokaler svarende til kun 1,3 procent af landets samlede arealer til lager og logistik, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.

– Siden er mængden af udbudte eller ledige lokaler steget kvartal for kvartal og toppede i tredje kvartal i år med 3,5 procent af det samlede areal, men de seneste tal fra vores portal viser for første gang i tre år et lille fald, foreløbig til 3,4 procent.

Ejendomstorvet har i øjeblikket godt 11.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt. Heraf er lidt over 1.700 lagerlokaler, logistikbygninger og industriejendomme.

Erhvervsmæglerne mærker også en forandring, der er opstået i løbet af 2025.

– Vi kan mærke, at der er tryk på kedlerne i dansk erhvervsliv. Og i modsætning til for eksempel tidligere på året er virksomhederne hurtigere til at indgå aftaler om at få mere plads, udtaler Mads Bjerrum Christensen, industrichef i EDC Erhverv Poul Erik Bech og med base i Aarhus.

Virksomheder vænner sig til højere lejeniveauer

Samme melding kommer fra Colliers, hvor afdelingschef Helle Andersen oplever, at virksomhederne har vænnet sig til en ny normal med mere stabile renter og toldsatser og derfor igen træffer langsigtede beslutninger.

– Der er mere aktivitet på markedet, og beslutningskraften er ved at komme tilbage, udtaler Helle Andersen.

Begge peger på, at den faldende tomgang også hænger sammen med, at der bliver bygget mindre nyt efter flere år med højt tempo og spekulativt byggeri. Det giver færre nye tomme haller og kan holde udviklingen på sporet.

Tendensen varierer dog rundt i landet. Trekantområdet har fortsat et stort udbud af lager- og logistiklokaler, mens Østjylland næsten er tømt for ledige haller. Efterspørgslen er størst på moderne lokaler med højt til loftet, gode læsseramper og placering tæt på motorvejsnettet, mens ældre eller mindre tilgængelige ejendomme kan være sværere at få udlejet.

– Vi kan også se, at virksomhederne har vænnet sig til højere lejeniveauer, især i hovedstadsområdet og Sydkorridoren ned langs Køge Bugt, lyder det fra Helle Andersen.

Ved udgangen af året råder Danmark over knap 82 millioner kvadratmeter til lager, logistik og produktion. Tomgangen spænder fra 1,7 procent i Vestjylland til 6,6 procent i Østsjælland, der de senere år har haft særligt meget nybyggeri.

Tilmeld Nyhedsbrev