Forladt trævarefabrik skal erstattes af lejligheder og rækkehuse

Den gamle Ansgar Trævarefabrik på hjørnet af Holmskovvej og Dampmøllevej i Malling ved Aarhus skal erstattes af rækkehuse og gadehuse.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der var dækket op til en endelig vedtagelse af lokalplanen for et 8.000 kvadratmeter stort areal mellem letbanen, Dampmøllevej og Holmskovvej i Malling, da politikerne i Aarhus satte hinanden stævne til et byrådsmøde den 6. november 2024.

På grunden ligger de gamle bygninger, der tidligere husede Ansgar Trævarefabrik. De nedslidte erhvervsbygninger skal rives ned for at gøre plads til nybyggeri i form af 5.950 kvadratmeter boliger.

– Det er et meget mistrøstigt område i Malling, som bliver en del af omdannelsen af den nye bymidte, sagde medlem af Teknisk Udvalg, Jesper Kjeldsen (S), på byrådsmødet.

– Det er vi mange af os, der bor der, som er rigtigt glade for, sagde han videre, men gav udtryk for, at sagen skal behandles yderligere for at få belyst de planlagte udearealer i området.

Hermed adresserede han en henvendelse fra Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup, som i et høringssvar stiller spørgsmålstegn ved, “om om der er tilstrækkelig kvalitet og sammenhæng” i opholdsarealerne.

Forperson for Teknisk Udvalg, Solveig Munk (EL) gav på byrådsmødet udtryk for, at der vil blive bygget for tæt og for højt, og hun stillede ligeledes spørgsmålstegn ved kvaliteten af udearealerne.

– En del af de udendørs opholdsarealer vender ud mod Holmskovvej og er ikke velegnede til ophold på grund af støjen, sagde hun med henvisning til trafikken på vejen.

I det kommende boligområde skal der efter planen både bygges rækkehuse og såkaldte gadehuse til almene boliger.

Gadehusene består af to bebyggelser i fire etager og med et samlet etageareal på 2.700 kvadratmeter. De 3.250 kvadratmeter rækkehuse opføres i to og tre etager og etableres i klynger med fire-seks boliger i hver klynge.

I alt vil der blive bygget 29 rækkehuse, mens gadehusene vil rumme omkring 36 lejligheder. Omkring 47 af de kommende boliger bliver familieegnede.

Gadehusene vil primært blive beklædt med tegl, mens rækkehusene beklædes med en kombination af træ og pudset tegl.

Området ejes af Mette Kærgaard Bruun fra Højbjerg, Karsten Poulsen fra Hørsholm og Ole Munksgaard Vistisen fra Risskov gennem de to selskaber FJK Ejendomme og Det Grønne Spor.

Det indgår som en del af udviklingsområdet “Malling Dampmølle”, hvor der i alt skal bygges 310 nye boliger, hvoraf knap 100 bliver almene boliger.

Den første lokalplan for et 41.000 kvadratmeter stort areal under navnet “Kornbyen Malling” blev allerede vedtaget i juni 2024. Her skal Malling Korn- og Foderstof omdannes til et nyt boligområde med 265 boliger i form af rækkehuse og lejligheder af Sinding & Co.

Vedtagelsen af lokalplanen for trævarefabriksgrunden lader til gengæld vente på sig, idet politikerne på byrådsmødet besluttede, at den først skal udvalgsbehandles.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling