Hvis akustikken er dårlig på en restaurant, kan det påvirke dine smagsløg.
Det er konklusionen på et stort forskningsprojekt fra 2021, hvor professor Charles Spence fra Afdelingen for Eksperimentel Psykologi ved Oxford University kaster lys over, hvordan smagen af kaffe ændrer sig alt afhængig af, hvilke omgivelser, den bliver indtaget i.
Det skriver Rockfon i en pressemeddelelse.
– Mange restauranter har en urban, industriel æstetik præget af beton, træ, metal og glas, som giver akustiske udfordringer på grund af deres begrænsede lydabsorptionsevne. Man skal huske på, at god akustik ikke kun gør rum mere behagelige at være i; det får også maden til at smage bedre, udtaler global akustikekspert i virksomheden Rockfon, Pascal van Dort, der har beskæftiget sig med netop støj i det offentlige rum i mange år.
Kaffeforskningen er blot en lille del af det videnskabelige krydsfelt, der undersøger, hvordan vores sanser påvirker hinanden – i dette tilfælde hvordan smagssansen påvirkes af, hvad vi hører, og hvor markant lydtapetet er, mens vi smager.
Et forskningsområde, der nok engang er højaktuelt i forbindelse med International Noise Awareness Day onsdag den 30. april. Her sættes der verden over fokus på, hvordan man kan imødekomme støjgener og skabe behagelige akustiske miljøer i alt fra skoler over arbejdspladser som i det offentlige rum.
Netop støj i det offentlige rum er Pascal van Dort særligt interesseret i. For hvordan kan støjniveau påvirke smagssansen, og hvorfor er der ikke større fokus på det akustiske indeklima, hvis man ønsker at holde fast i et ”instagrammable” look? Når akustikeksperten holder oplæg for virksomheder omkring mulige akustiske løsninger, er det derfor ofte med udgangspunkt i netop et støjende restaurantbesøg for at påvise vigtigheden af god akustik i et rum.
– Fænomenet hedder ”the restaurant dilemma” og stammer fra en stor undersøgelse fra 2018 foretaget af analyseinstituttet Zagat, der fremlagde larm som værende den primære klagegrund for restaurantgæster foran dårlig service. Baggrundsmusik og dårlig akustik i form af eksempelvis rumklang holder dig fra at nyde de omgivelser, du spiser i – nu er det så også påvist, at det påvirker, hvordan maden smager dig, i takt med at decibelene stiger, forklarer Pascal van Dort.
Et spørgsmål om smag
Flere studier har dokumenteret, hvordan lydniveauet påvirker smagssansen. Blandt andet har et stort forskningsprojekt fra University of Manchester (Effect of Background Noise on Food Perception, red.) fastslået, at mad smager markant mindre sødt, en del mindre salt og generelt mindre smagfuldt i omgivelser med baggrundslarm.
Alligevel ses ofte, at nyåbnede restauranter benytter sig at meget få akustiske hjælpemidler i kampen mod en dårlig lydoplevelse – og det undrer akustikeksperten.
– Det er utroligt nemt at gøre noget ved rumklang og larm på eksempelvis restauranter, helt uden at gå på kompromis med det designmæssige udtryk, man ønsker. Jeg oplever, at mange primært tænker i loftsplader, når jeg nævner akustikforbedring. Men det er kun ét af flere forskellige tiltag, man kan ty til, for at forbedre akustikken i for eksempel en restaurant. I dag er teknologien så god, at akustikplader kan integreres i både vægge, lofter men også som rumdelere, i forskellige former, farver og udtryk, uden at det stikker ud fra rummets arkitektoniske eller designmæssige stil, understreger Pascal van Dort.
International Noise Awareness Day er en global kampagne, startet af Center for Hearing and Communication, og som første gang fandt sted i 1996 med målet om at sætte fokus på støj, og hvad det gør ved os mennesker. I år falder dagen den 30. april og markeres verden over med forskellige arrangementer og workshops for at forbedre akustiske forhold.