F&P: Historisk nybrud, at pensionsbranchen skal bygge fremtidens kaserner

Regeringen giver for første gang pensionsbranchen en hovedrolle i opførelsen af nye kaserner. Det markerer et historisk nybrud, lyder det fra F&P.

Holstebro Kaserne. Foto: Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Holstebro Kaserne. Foto: Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Regeringen har åbnet døren for en helt ny måde at udvikle Forsvarets bygninger på.

Forsvarsministeriet har udpeget et konsortium med PensionDanmark og MT Højgaard til at udvikle og opføre fremtidens kaserner til de mange nye værnepligtige, der begynder næste år.

Ifølge en pressemeddelelse fra Forsikring & Pension (F&P), der er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark, er aftalen udtryk for et historisk nybrud, fordi pensionsbranchen nu får en markant rolle i landets forsvars- og sikkerhedsopbygning gennem en offentlig-privat partnerskabsmodel.

– Pensionsselskaberne har de seneste år i stigende grad investeret i projekter relateret til forsvars- og sikkerhedsopbygning. Denne her aftale markerer et nyt – og temmelig historisk – skridt videre i den udvikling, udtaler Kent Damsgaard, administrerende direktør i F&P.

Ifølge brancheorganisationen er det både klogt og naturligt, at pensionsselskaberne bliver en del af opgaven.

Direktør Kent Damsgaard peger på, at branchen har omfattende erfaring med at opføre og drive bygninger, og at den i stigende grad investerer i projekter, der understøtter Danmarks sikkerhed.

Den nye model betyder samtidig, at Forsvaret kan fokusere mere på sine kerneopgaver som rekruttering, uddannelse og udvikling af materiel, mens private investorer står for byggeri og drift af faciliteterne.

Forsikring og Pension fremhæver, at pensionsbranchen allerede ejer bygninger i Danmark for omkring 200 milliarder kroner og har gode erfaringer med lignende partnerskaber, hvor budgetter og tidsplaner er blevet overholdt.

Fire konsortier var prækvalificeret til opgaven, og alle havde medlemmer fra branchen blandt de bærende aktører.

Brancheorganisationen håber, at modellen kan bane vej for flere lignende løsninger, både i Forsvaret og i andre offentlige byggerier. Medlemmerne af F&P har forsvarsinvesteringer for rundt regnet 19 milliarder kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev