Udover igangværende byggerier på Ny Søndervang og Ingeborggården skal der frem mod 2034 etableres 140 nye plejeboligpladser på Frederiksberg.
To modeller har været i spil, og de har været en tur igennem adskillige politiske udvalg. Nu tegner der sig et billede af, hvilken model politikerne vil vælge.
Det ser nemlig ud til, at der skal bygges et nyt plejehjem med 140 plejeboliger på Emil Christian Hansens Vej og Nyelandsvej, hvor det eksisterende Søndervang ligger.
Det fremgår af referatet fra det seneste møde i Klima-, Plan- og Boligudvalget.
I Budget 2025 er der afsat 324 millioner kroner til boligdelen og godt 195 millioner kroner til servicedelen.
Frederiksberg Kommune udnytter en køberet til Den Selvejende Institution Søndervang, der ligger på Nyelandsvej 87, og så er det planen, at de eksisterende bygninger på Nyelandsvej og Emil Christian Hansens Vej skal rives ned for at gøre plads til nybyggeri. Dog skal plejehjemmet efter planen først stå klar til brug i 2032.
De enkelte boliger bliver 67 kvadratmeter store, og derved vil boligdele omfatte 9.380 kvadratmeter, mens der skal etableres 2.800 kvadratmeter servicearealer.
Kapaciteten på Betaniahjemmet skal på sigt skal udfases, og da efterspørgslen efter plejeboliger samtidig forventes at stige også efter 2034, kan der blive behov for at opføre flere boliger end de planlagte 140 plejeboliger. Derfor skal der også på sigt skal findes lokationer til nye plejeboliger.