Mandag den 20. juni vedtog kommunalbestyrelsen et nyt boligudspil, der blandt andet skal sætte en stopper for sammenlægning til store lejligheder i den tæt befolkede hovedstadskommune. Udspillet rummer derudover en lang række tiltag, der skal sikre, at der bliver opført flere almene boliger og andelsboliger, “som er til at betale med almindelige lønninger”.
– Frederiksberg skal være en by for alle, hvor både børnefamilier, ældre og unge kan bo og leve godt hele livet. Det kræver boliger, der er til at betale, og som kan opfylde de forskellige behov vi har i livets mange forskellige faser. Det er et af de emner, der optager mig allermest som borgmester, og derfor ser jeg også frem til at drøfte udspillet med borgerne, folk i branchen og de mange andre gode kræfter, der skal være med til at realisere planerne, udtaler Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt (S) i en pressemeddelelse.
Det nye boligudspil tager afsæt i den nuværende boligpolitik, som blev vedtaget i 2021. Kommunen vil blandt andet arbejde videre på et boligprojekt med Fonden for Billige Boliger, hvor en andelsboligforening bliver lavet som et byggefællesskab mellem borgere, som på den måde kan være med til at udvikle deres egne boliger.
Frederiksberg skal have 600 almene boliger
Et centralt element i udspillet er at skaffe flere almene familieboliger. Kommunen vil gøre en ekstraordinær indsats for – i dialog med de almene boligorganisationer – at finde nye muligheder for placering af almene boliger på Frederiksberg. I dialogen med de almene boligorganisationer indgår også mulighederne for at bygge flere almene familieboliger i sammenhæng med eksisterende almene afdelinger.
Det vurderes af kommunen, at der er potentiale for op til 600 nye almene familieboliger, hvilket dog afhænger af de almene boligorganisationers muligheder for at gennemføre projekterne.
– Hver eneste dag forsvinder betalbare boliger fra Frederiksberg, fordi ejendomsinvestorer driver lejepriserne opad, mens priserne på andels- og ejerboliger stiger. Hvis vi skal bevare Frederiksberg som en by, hvor også pædagogen, postbuddet og pensionisten kan bo, så skal der politisk handling til, udtaler formand for Klima, Plan og Boligudvalget Pelle Dragsted (EL) i pressemeddelelsen.
En revision af kommuneplanen skal ligeledes være med til at sikre, at der bygges flere almene boliger på Frederiksberg. Det drejer sig skærpelse af kravet til almene boliger i lokalplaner, hvor der lægges op til, at der som udgangspunkt altid stilles krav om 25 procent almene boliger ved nye boligprojekter, når det muligt og relevant.
Byggeri af almene boliger kræver, at kommunen afsætter midler til grundkapitaltilskud. Der er aktuelt afsat penge til byggeri af de første 100 nye almene familieboliger.
Endeligt vil der blive arbejdet med blandt andet almene boliger og boligtyper, der undestøtter fællesskab, når kommunen skal i gang med at udvikle hospitalsgrunden, når Frederiksberg Hospital flytter ved udgangen af 2026. Frederiksberg Kommune købte i 2021 den 106.000 kvadratmeter store grund af Region Hovedstaden for 771 millioner kroner, og det er planen, at området både skal rumme boliger, erhverv og offentlige funktioner.