Frederiksberg vil stoppe sammenlægning til store lejligheder

Praksis har hidtil været at tillade sammenlægning af lejligheder på op til 160 kvadratmeter og i nogle tilfælde mere på Frederiksberg, men skal ændres.

Et flertal af politikerne i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg vil have sat en stopper for sammenlægning af store lejligheder på op til 160 kvadratmeter. Det fremgår af et boligudspil, der med enkelte justeringer blev godkendt af et snævert flertal i kommunalbestyrelsen den 20. juni 2022. Hensigten med udspillet er at fastholde og udbygge Frederiksberg som en blandet by.

– Frederiksberg har på mange måder et godt udgangspunkt for at være en blandet by. Vi har store og små boliger, vi har en stor variation i ejerformer, der er godt blandet i byens kvarterer, sagde rådmand Pelle Dragsted (EL), der er formand for Klima-, Plan- og Boligudvalget, på kommunalbestyrelsesmødet.

– Men der er så at sige slanger i paradiset. Prisen på boliger stiger, hvor de kan, og på den måde de kan. Vi ser, at prisen på ejerboliger er steget voldsomt, så familier med lave og almindelige indkomster har svært ved at blive kreditgodkendt selv til mindre lejligheder eller boliger. Den samme udvikling har vi set med andelsboliger, som bruger valuarvurderinger, og mange steder efterhånden matcher ejerboliger i boligomkostninger. Og samtidig har vi set en bølge i såkaldte 5.2-renoveringer i private udlejningsboliger, der betyder, at billige lejeboliger forsvinder i stor stil, sagde han videre.

Der må ikke nedlægges boliger uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, men boligreguleringsloven giver ret til lejlighedssammenlægning, hvis den sammenlagte lejlighed er under 130 kvadratmeter, fremgår det af udspillet. På Frederiksberg har der dog hidtil været praksis for at give grønt lys til sammenlægninger på op til 160 kvadratmeter, og hvis særlige kriterier var opfyldt også til sammenlægning af lejligheder på mere end 160 kvadratmeter.

For at værne om de små boliger lægges der i boligudspillet op til, at grænsen fremover bliver lagt ved 145 kvadratmeter. Lejligheder, der sammenlagt bliver større end 145 kvadratmeter, kan man ikke længere forvente at få tilladelse til, lyder det i udspillet.

Kommuneplanen fastlægger i dag minimumskrav til boliger for både gennemsnitsstørrelsen og for minimumsstørrelsen, men der er stor forskel på gennemsnitsstørrelsen på boliger i de enkelte kvarterer på Frederiksberg.

Eksempelvis er boligerne på det østlige Frederiksberg mellem Gl. Kongevej og Vesterbrogade gennemsnitligt 111 kvadratmeter store, mens lejlighederne i kvarteret omkring svømmehallen nord for Godthåbsvej gennemsnitligt er 78 kvadratmeter store.

I stedet for generelle krav vil der derfor med en justering af kommuneplanen blive lagt op til at fastlægge gennemsnit og minimumsstørrelser for de enkelte kvarterer for at sikre, at de understøtter den blandede by, fremgår det af boligudspillet.

Flere initiativer skal holde snor i boligpriserne

Aktuelt sælges ejerlejligheder på Frederiksberg ifølge Boliga.dk for næsten 57.800 kroner per kvadratmeter. Gennem det seneste år prisen på ejerlejligheder på Frederiksberg således steget med 7,2 procent.

Boligudspillet rummer flere andre initiativer, der har til formål at fastholde Frederiksberg som en blandet by og holde priserne på et niveau, hvor almindelige borgere kan være med. Blandt andet lægges der op til en skærpelse af kravet til almene boliger i lokalplaner, så der som udgangspunkt altid skal stilles krav om 25 procent almene boliger ved nye boligprojekter, når det muligt og relevant.

Endvidere lægges der op til, at kommunens samarbejde med Frederiksberg Boligfond skal styrkes. Fonden ejer 4 procent af alle boliger på Frederiksberg, men er aktuelt i økonomiske vanskeligheder, og der arbejdes derfor på en redningsplan.

Endeligt forbereder Frederiksberg Kommune aktuelt et pilotprojekt for et bygge- og bofællesskab i form af private andelsboliger med kommunal garanti på en kommunalt ejet grund. Andelsboligerne skal opføres som et byggefællesskab og fungere som seniorbofællesskab. Projektet betegnes som et pilotprojekt som forberedelse for udviklingen af Frederiksberg Hospital, hvor der både vil blive arbejdet med almene boliger og andre boligtyper, der understøtter fællesskab og mangfoldighed i boligudbuddet, fremgår det af udspillet.

Med kommunalbestyrelsens godkendelse af boligudspillet, skal det danne grundlag for “tidlig indkaldelse af idéer og forslag med henblik på senere fremlæggelse af forslag til kommuneplantillæg”. Det betyder også, at der venter en høringsproces, inden den nye praksis for sammenlægning af lejligheder og de øvrige initiativer kan endeligt vedtages af politikerne.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling