AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der har været væsentlig mere gang i kuglepennen hos de danske ejendomsmæglere i 2024 end året forinden.

Nye handelstal fra Boligsiden viser nemlig, at der er underskrevet en del flere købsaftaler for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse, når vi sammenligner salget i 2023 med det netop overståede 2024.

Konkret blev der i 2024 solgt 52.502 villaer og rækkehuse i Danmark. Det er 11 procent flere end i 2023.

Men samtidig er der tale om det tredjehøjeste antal hushandler i perioden tilbage til 2011, hvor Boligsiden har ført statistik. 2024-resultatet er kun overgået af rekordårene 2020 og 2021 under coronaperioden.

Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024

– Salget af villaer og rækkehuse har fået et comeback i 2024 efter et par mere afdæmpede år i 2022 og 2023. Forklaringen skal vi finde i forskellige parametre som inflation, renteniveau og beskæftigelse, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

– Efter en markant stigning i 2021 og 2022 er inflationen stabiliseret i 2024, og som afledt effekt så vi i 2024 også et faldende renteniveau. Det kombineret med en generel høj beskæftigelse og solide opsparinger ude i de private husholdninger har gjort, at en del flere boligkøbere har haft succes med at realisere deres boligkøb i 2024.

Salget af villaer og rækkehuse har i 2024 fulgt de traditionelle sæsonudsving, og der er solgt flest huse i henholdsvis andet og tredje kvartal.

Lejlighedssalget overraskede

Apropos comeback hører ejerlejlighederne også med i den fortælling.

Salget af lejligheder lagde nemlig forsigtigt ud efter indførelsen af de nye boligskatter ved årsskiftet 2023/2024. Men salget steg i andet kvartal, og lidt uvant endte fjerde kvartal med at blive det bedst sælgende for ejerlejlighederne.

Dermed endte der med at blive solgt 16.740 ejerlejligheder i 2024, hvilket er 6 procent flere end i 2023 og 19 procent flere end i 2022.

Læs også: Danskerne har købt boliger for 232 milliarder i 2024

– Mange lejlighedskøb blev realiseret inden indførelsen af de nye boligskatter ved årsskiftet 2023/2024, og dermed tog det også længere tid, før der kom rigtig gang i salget i 2024. Men særligt andet halvår bød på øget aktivitet som følge af udsigten til lavere renter og høj beskæftigelse, siger Birgit Daetz.

– Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at stigningen er sket i et marked med et væsentligt faldende udbud. Derfor har vi også set de høje prisstigninger for lejlighederne i 2024.

Mange nye sommerhusejere

Det er dog ikke kun ejendomsmæglere med speciale i huse og lejligheder, der har haft travlt. Det samme har sommerhusmæglerne.

Konkret blev der i 2024 solgt 9.298 sommerhuse, hvilket er 13 procent flere end i 2023 og 16 procent flere end i 2022.

Læs også: Klassiske træsommerhuse er efterspurgte

– Salget af sommerhuse i 2024 indtager en flot fjerdeplads i Boligsidens statistik over årssalg. Vi er selvfølgelig ikke på niveau med coronaårene 2020 og 2021, hvor der blev solgt ekstraordinært mange sommerhuse. Men vi skal huske på, at efterspørgslen på sommerhuse allerede var steget inden corona, og vi nærmer os årsresultatet fra 2019. Det vidner om, at de danske sommerhusene fortsat er attraktive, og at de for rigtig mange familier udgør den perfekte ferieoase væk fra storbyens puls, siger Birgit Daetz.

Boligsalget på årsbasis fordelt på boligtyper

År Villaer/rækkehuse Ejerlejligheder Sommerhuse
2024 52.502 16.740 9.298
2023 47.158 15.757 8.240
2022 44.807 14.117 8.031
2021 64.946 22.312 13.786
2020 58.999 20.954 15.846
2019 50.400 18.054 10.167
2018 48.359 18.100 8.920
2017 47.763 20.491 8.966
2016 43.216 19.867 7.296
2015 42.123 19.297 6.688

Kilde: Boligsidens handelstal.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling