I mere end 100 år har den ikoniske Regina-bygning ligget på Strøget i Aarhus i ”Regina-krydset”.
I forlængelse af en omfattende renovering får ejendommen nu monteret nye, koblede vinduer, som lydisolerer og energioptimerer boligerne i bygningen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Frovin, som står bag de nye vinduer.
På grund af bygningens bevaringsværdige status skal de nye vinduer opretholde ejendommens originale udtryk.
– Vores produktion i Nykøbing Mors har været travlt beskæftiget med at producere de 140 koblede vinduer, som skal leveres til Regina-bygningen i Aarhus. Der er tale om en bevaringsværdig og ikonisk bygning i Aarhus, og derfor er vi selvsagt stolte over at være valgt som leverandør til sådan et spektakulært projekt, som matcher vores kompetencer meget præcist, siger Jan Saabye, Key Account Manager hos Frovin Vinduer og Døre.
– Sammen med bygherre fandt vi frem til en løsning med tofarvede koblede vinduer med trærammer. Det vil sige, at den udvendige ramme er hvidmalet, mens den indvendige karm har en anden farve, hvilket er helt i tråd med de oprindelige vinduer. Ind mod gården monterer vi også de koblede vinduer, så bygningen får et meget smukt helhedsindtryk.
LÆS OGSÅ: AARHUS VIL GIVE FORLOMME TIL KLIMAVENLIGT BYGGERI
Selvom meget synes at være ved det gamle, er der dog også sket opgraderinger, der ikke nødvendigvis kan ses med det blotte øje, men som sørger for, at boligerne i ejendommen kan leve op til nutidens krav om lydniveau og varmetab.
– Det var vigtigt for bygherre, at de nye vinduer havde en lyddæmpende effekt, da Regina-bygningen ligger i et travlt vejkryds med kørende trafik og handlende midt i Aarhus. Vi har udviklet på vores vinduer gennem mange år, så de giver en mærkbar støjreduktion uden at gå på kompromis med det æstetiske udtryk til glæde for beboerne. Samtidig har koblede vinduer, grundet den særlige konstruktion, en unik isoleringsevne, der minimerer varmetabet. Beboerne vil uden tvivl kunne mærke og få glæde af det den kommende vinter, forklarer Jan Saabye.
Frovin kan også med stor sandsynlighed se frem til flere renoveringsprojekter i det jyske, når de koblede vinduer i Regina-bygningen er færdigmonteret. Efterspørgslen er inde i en positiv udvikling, lyder det fra den nordjyske vinduesproducent.
– Historisk set har vi haft flest projekter i hovedstaden, hvor der er mange ældre bygninger med koblede vinduer. Nu ser vi dog en stadig større efterspørgsel vest for Storebælt. Leverancen til Regina-bygningen er da også vores hidtil største af sin art i Aarhus, afslutter Jan Saabye.
På vegne af Abrdn solgte Capital Investment i 2019 ejendommen til Industriens Pension for et trecifret millionbeløb. Forinden havde Capital Investment sammen med de daværende Årstiderne Arkitekter (nu Sweco Architects) blandt andet omdannet kontorlokalerne på bygningens øvre etager til 38 lejligheder.
Fakta om vinduesprojekt for Regina-bygningen
Bygherre: DEAS
Entreprenør: Bytømreren
Vinduesleverandør: Frovin Vinduer & Døre