I begyndelsen af april kunne Home oplyse, at en parkeringsplads under TBT Tower var til salg for 450.000 kroner.
Nu er parkeringspladsen solgt til udbudsprisen, oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Der var flere interesserede købere, fortæller ejendomsmægler Henrik Christoffersen, der er indehaver af Home Ejerlejlighedsbutikken på Albani Torv og tre andre Home-butikker i og omkring Odense.
Der var dog ingen af dem, der var parate til at gå over sælgers mindstepris for parkeringspladsen på 2,5×5 meter.
– Det er første gang, vi har prøvet at sælge en parkeringsplads uden samtidig salg af tilhørende lejlighed, men nok ikke sidste, siger Henrik Christoffersen, der har 25-års erfaring som ejendomsmægler i byen.
Han oplever nemlig en stor efterspørgsel på gode parkeringsforhold i Odenses centrum.
– Kommunen har jo som mål at få al overfladeparkering væk fra gaderne i centrum, og det skaber et stort pres på de private parkeringspladser under TBT Tower og de omkringliggende bygninger.
Her er der i alt godt 1.000 parkeringspladser.
– Mange synes jo nok, at deres liv er for kort til hver dag at køre rundt og lede efter en ledig parkeringsplads, og nogle har så de økonomiske muligheder for at gøre noget ved problemet, uddyber han.
Sælgeren af den aktuelle parkeringsplads er en af beboerne i TBT Tower, der havde to pladser og altså nu har solgt den ene.
Home kan ikke oplyse, hvem køberen af parkeringspladsen er, men oplyser, at køber gerne ville sikre sig en god, centralt placeret parkeringsplads i Odense.