Family Properties køber ejendomme med i alt 84 boliger i Otterup og Søndersø på Nordfyn. Foto: Colliers.
Family Properties køber ejendomme med i alt 84 boliger i Otterup og Søndersø på Nordfyn. Foto: Colliers.

Colliers har bistået med salget af en større boligportefølje på Fyn bestående af 84 lejligheder i Søndersø og Otterup.

Det oplyser erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.

Porteføljen har haft samme ejer siden opførelsen i årene 1969 og 1970 og markerer en væsentlig handel på det fynske boligmarked.

Ejendommene er solgt fuldt udlejet og rummer i alt godt 6.760 kvadratmeter fordelt på tre- og fireværelses familieboliger med centrale beliggenheder tæt på byernes vigtigste funktioner.

Køber er det fynske ejendomsselskab Family Properties, og handlen har en samlet værdi på over 40 millioner kroner.

– Vi ser frem til de kommende år at sætte vores præg på ejendommene og videreudvikle dem i tråd med vores strategi, udtaler Dennis Vestergaard Hansen fra Family Properties.

Processen tiltrak stor interesse fra investorer og flere konkurrerende bud, hvilket vidner om en fortsat stærk efterspørgsel efter boligudlejningsejendomme.

– Salget bekræfter den fortsat stærke interesse for veldrevne boligudlejningsejendomme og porteføljer i de større fynske byer, udtaler den ansvarshavende rådgiver fra Colliers, Mads Mehl Mortensen.

– Det er blot én af flere bolighandler, vi har gennemført i løbet af 2025. Boligsegmentet er fortsat det mest efterspurgte blandt investorer, og den store interesse samt de mange konkurrencedygtige bud vidner om en markant investeringslyst i markedet netop nu.

Salget er gennemført som en diskret proces uden offentligt udbud og som en traditionel handel med ejendommene. Navnet på sælger oplyses ikke i meddelelsen.

Tilmeld Nyhedsbrev