Gammelt pakhus i Nordhavn er færdigrenoveret og klar til nye virksomheder

Det bevaringsværdige Pakhus 53 ved Orientbassinet i Nordhavn i København er færdigrenoveret, og nye virksomheder kan rykke ind.

Det tidligere lagerbyggeri Pakhus 53 på Sundmolen i København er nu færdigrenoveret og klar til at danne ramme om moderne erhverv, skriver By & Havn i en pressemeddelelse.

Bygningen blev opført i 1955 af Københavns Havn og blev i mange år brugt af Det Østasiatiske Kompagni til opbevaring af blandt andet kaffe og varer fra udlandet.

I februar 2023 vedtog politikerne i København et lokalplantillæg, der gav mulighed for at renovere og udvide det 9.800 kvadratmeter store og to etager høje pakhus med indskudte etagedæk.

Efter en omfattende renovering og udvidelse er det tidligere pakhus omdannet til 18.000 kvadratmeter kontorlokaler, hvor de oprindelige rå murstensvægge, store rum og industrielle detaljer er bevaret. Resultatet er en bygning, hvor historien stadig er synlig, samtidig med at rammerne er opdateret til nutidens arbejdsliv.

Annonce

– Det særlige ved Pakhus 53 er balancen mellem det rå og det moderne. Det, der er bevaret, giver huset en karakter, man ikke kan bygge sig til fra bunden, udtaler ejendomsdirektør Henrik Steenstrup fra By & Havn.

– Samtidig er bygningen indrettet til nutidens arbejdsliv med moderne funktioner og mulighed for at skabe fleksible rammer til mange forskellige typer af virksomheder, som i Pakhus 53 vil kunne tilbyde deres medarbejdere optimale forhold.

Renoveringen er i hovedentreprise gennemført af CG Jensen med fokus på at bevare bygningens arkitektoniske udtryk og materialer, mens der er tilført moderne funktioner og fleksible indretningsmuligheder. Samtidig er der etableret en ny etage og en stor tagterrasse med udsigt over vandet og Nordhavn.

Projektet har også omfattet omfattende tekniske opgraderinger, herunder nye forsyningsforhold, transformerstation, varmecentral, energimærkning og forstærkning af de bærende konstruktioner.

De første lejere er allerede flyttet ind, selv om projektet først nu er helt afsluttet. Der er fortsat to ledige lejemål i bygningen. I stueetagen er der et lejemål på godt 1.500 kvadratmeter, og desuden er der et lejemål med 4.760 kvadratmeter kontor, der kan opdeles i to lejemål.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev