I dag koster en mursten fra et nedrevet hus ifølge en pressemeddelelse fra Teknologisk Institut mere end en ny mursten, når den skal genbruges i nybyggeri.
Det er et konkret eksempel på, hvorfor produktion og salg af genbrugte byggematerialer endnu ikke er slået igennem i større skala, lyder det fra instituttet.
– Byggeriet er den sektor, der står for det største materialefodaftryk i Danmark. Med projektet Recirkuler byggematerialer – en vej til cirkulær produktion tager vi fat i den største hindring for cirkularitet i byggeriet, nemlig at cirkulære byggematerialer i dag er et nicheområde. Projektet skal være en katalysator for et større udbud af konkurrencedygtige cirkulære byggematerialer, udtaler programansvarlig for Bæredygtig Produktion i Industriens Fond, Anders Ziegler Kusk.
Byggevareproducenterne skal gennem projektet hjælpes til at effektivisere deres processer og omstille til cirkulær produktion.
– Byggebranchen er i dag kendetegnet ved en lineær økonomi, hvor byggevarer er baseret på jomfruelige råvarer. Vi skal ændre denne tilgang fundamentalt, men det kræver, at producenterne kan sikre en vis volumen af cirkulære byggevarer i høj kvalitet og til en konkurrencedygtig pris siger projektleder Martha Katrine Sørensen, souschef ved Teknologisk Institut.
Forandring af processer og tankesæt
For at lykkes med omstillingen til cirkulær produktion er der behov for en grundlæggende forandring i både processer og tankesæt.
– Vi har brug for at effektivisere og industrialisere processerne, hvis cirkulære løsninger skal være konkurrencedygtige. Det handler både om at optimere produktionsmetoderne og om at skabe nye samarbejder på tværs af værdikæden, så vi kan sikre en stabil forsyning af materialer i den rette kvalitet, siger direktør Steen Michael Madsen fra Genbrugssten ApS, som er en af de producenter, der er partner i projektet.
Projektet skal i samarbejde med en række producenter udvikle flere konkrete værktøjer, der kan hjælpe producenterne med at omstille til cirkulær produktion. Det omfatter blandt andet beslutningsstøtteværktøjer, der gør det nemmere at vurdere forskellige materialers potentiale for genbrug, samt procesguides til optimering af produktionen.
– I dag er kvalitetsstyringssystemer og personale ikke gearet til at håndtere genbrugte materialer. Samtidig mangler vi standardiserede metoder til at dokumentere kvalitet og miljøeffekter, forklarer Martha Katrine Sørensen.
Projektet skal derfor udvikle nye dokumentationsmetoder og procedurer, der kan integreres direkte i producenternes systemer.
Samtidig skal projektet udvikle nye samarbejdsmodeller på tværs af værdikæden, så producenter kan sikre en stabil forsyning af materialer i den rette kvalitet.
Øget efterspørgsel på cirkulære varer
Martha Katrine Sørensen forventer, at klimakravene til byggeriet vil øge efterspørgslen på cirkulære byggematerialer, og de nye bekendtgørelser om ressourcekortlægning og selektiv nedrivning vil frigøre en betydelig mængde ressourcer i form af byggeaffald og sekundære byggevarer.
– Branchen skal være klar til at tage imod disse ressourcer og få størst mulig økonomisk og miljømæssig værdi ud af det. Alle aktører i byggeriets værdikæde har en vigtig rolle i omstillingen mod cirkularitet, men producentleddet er den afgørende aktør til at skabe volumen, skalering og marked for cirkulære byggevarer, siger Marta Katrine Sørensen.
Fakta om byggeriets miljøpåvirkning
Byggesektoren står for 31 procent af Danmarks samlede ressourceforbrug.
- Byggesektoren står for 40 procent af alt affald i Danmark
- Byggesektoren står for 22 procent af landets samlede CO2-aftryk
- Danmark er samlet set kun 4 procent cirkulær, hvilket ligger under det globale gennemsnit på 7,2 procent
Kilder: Byggeriets Handletank og Circularity Gap Report.
Konkrete værktøjer til industrien
Projektet vil levere beslutningsstøtteværktøjer, procesguides og dokumentationsmetoder, der skal hjælpe producenter med at:
- Vurdere cirkularitetspotentialet i forskellige materialer
- Etablere nye værdikæder og samarbejder
- Optimere produktionsprocesser
- Dokumentere kvalitet og miljøeffekter
Fakta om Recirkuler byggematerialer – en vej til cirkulær produktion:
- Projektet er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Genbrugssten og We Build Denmark og med Vejle Kalk & Mørtelfabrik, Boligbeton, IBF Dansk Beton og Danske Tegl som videns- og sparringspartnere.
- Beløbet er støttet af Industriens Fond med 6,65 millioner kroner
- Projektet løber fra 2025 – 2028
- Projektet er et af ti projekter under Industriens Fonds samlede bevilling på 125 millioner kroner til cirkulær produktion.
Kilde: Teknologisk Institut.