Genrejsningskomiteen for Silkeborg Slot står bag planen om et nybyggeri på 30×15 meter som erstatning for Silkeborg Slot, der blev revet ned for 300 år siden.
Den nye bygningen skal opføres på Slotsholmen centralt i Silkeborg By, hvor det tidligere Silkeborg Slot lå. Forhåbningen er, at byggeriet kan sættes i gang i 2026.
Genrejsningskomiteen vurderer, at projektet løber op i cirka 50 millioner kroner, hvoraf de 15 millioner kroner allerede er rejst. Silkeborg Kommune er ejer af ejendommen.
Byggeriet ønskes ikke opført som en kopi af det tidligere slot, for ingen ved helt præcist, hvordan slottet så ud.
Læs også: Rådgivere valgt til omdannelse af 230 år gammel gård
Et flertal i Plan- og Vejudvalget besluttede den 6. september at sætte gang i plangrundlaget, der skal bane vejen for slotsbyggeriet. Nye udfordringer kan dog vente forude, fremgår det af et notat fra Silkeborg Kommune.
Ud over kommunal planlægning med eventuel miljøvurdering vil projektet nemlig også kræve dispensation fra søbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen og fortidsmindebeskyttelseslinjen.
“De underjordiske rester af det gamle slot er fredet som fortidsminde. Den største udfordring rent myndighedsmæssigt kan blive den nødvendige tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen”, lyder det i notatet med henvisning til, at den nye bygning skal opføres ”svævende” oven på fortidsmindet.
Læs også: Til skræk og læring: Ejendom fra 1727 risikerer nedrivning
Projektet vurderes at være uproblematisk i forhold til de hensyn, som kommunen skal varetage ved administration af skovbyggelinjen, mens kommunens forvaltning noterer sig, at søbeskyttelseslinjen som udgangspunkt skal administreres restriktivt.
“Der vil normalt ikke blive givet dispensation til byggeri på arealer, der har samme karakter som Slotsholmen”, lyder det i notatet.
Til gengæld har Museum Silkeborg tilkendegivet, at museet er positivt indstillet over for projektet.
Genrejsningskomiteen har som bygherre fået udarbejdet skitser til projektet i samarbejde med Sweco Architects.