I 2019 blev en ny lokalplan for en 4.120 kvadratmeter stor grund på hjørnet af Randersvej og Bøgegade i Aarhus vedtaget.
Den skulle bane vej for et nyt kollegium, som Brabrand Boligforening skulle bygge, men lokalplanen blev ophævet af Planklagenævnet.
Siden har Pilea Estate arbejdet med et nyt projekt på den ubebyggede grund, hvor selskabet bil bygge godt 6.180 kvadratmeter boliger i form af lejligheder og muligvis en mindre del rækkehuse. Stueetagen ud mod Randersvej vil desuden kunne anvendes til kontorer, frisører og lignende.
Læs også: Ny helhedsplan skal trække Aarhus ud ad Randersvej
Den 25. september var sagen på dagsordenen i byrådet i Aarhus. Her lød indstillingen, at lokalplanen for det fem etager høje byggeprojekt skulle vedtages endeligt.
Der stilles i lokalplanen krav om, at mindst 30 procent af boligerne skal være egnede som familieboliger.
Af et notat fra forvaltningen i Aarhus Kommune fremgår det til gengæld, at der ikke er mulighed for at stille krav om almene boliger. Det skyldes ifølge kommunens forvaltning, at der i forvejen ligger en byggeretsgivende lokalplan for grunden, hvor den er udlagt til boligbyggeri.
– Det her er en meget mærkelig indstilling med et mærkeligt notat om almene boliger. Og for lige at begynde med det sidste. Notatet forklarer, at Brabrand Boligforening ikke fik lov at købe grunden til at bygge ungdomsboliger, fordi der var mange ledige ungdomsboliger, hvorefter man i stedet sælger grunden til en privat grundejer. Og grundejeren kan man ikke stille krav til om at bygge alment på grunden eller for den sags skyld at bygge ejerboliger, sagde formand for teknisk udvalg, Solveig Munk (EL) på byrådsmødet.
– Der kommer nu så en lokalplan med private udlejningsboliger. Og det rejser et par spørgsmål. Hvorfor sælge til privat udlejning, når der er mange ledige private udlejningsboliger i byen? Hvorfor ikke sælge til Brabrand Boligforening eller en anden almen boligorganisation til bygning af almene familieboliger, som der er mangel på?
Læs også: Grund til 70-90 boliger ved Aarhus sættes til salg
Medlem af teknisk udvalg, Gert Bjerregaard (V), påpegede, at der inden for to-tre år atter er udsigt til boligmangel i Aarhus, idet byggeaktiviteten aktuelt er forholdvis lav.
– Det vil sige, at om tre år, så står vi i en situation, hvor vi måske skal til at diskutere, hvad kan vi gøre af tiltag for at få bygget noget. Og derfor synes vi, at det giver god mening, at der også bliver bygget på det her område, sagde han.
Lokalplanen for byggeprojektet ved Randersvej blev dog ikke vedtaget, idet politikerne var enige om, at den skal have en tur mere i teknisk udvalg.
Foruden spørgsmålet om almene boliger skal udvalget blandt andet kigge på valg af indfaldsveje, antallet af parkeringspladser, manglende fortorv og indbliksgener.