Gråsten Andelsboligforening vil købe tre grunde på Borggårdsvænget i Nybøl og opføre 12 almene familieboliger fordelt på i alt 1.140 kvadratmeter på grundene. Det har Økonomiudvalget i Sønderborg Kommune givet grønt lys til, og sagen skal nu endelig behandles af byrådet. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Sønderborg Kommune har en klar strategi om at være en kommune, hvor folk vil bosætte sig, og det kræver, at vi sikrer forskellige boligtilbud, som der er efterspørgsel efter. Det gælder blandt andet attraktive boliger i vores mindre byer som Nybøl, som er et af de steder, hvor vi ser et byområde i vækst, og nu kommer der endnu et tilbud med almene boliger, udtaler borgmester i Sønderborg, Erik Lauritzen (S).
Gråsten Andelsboligforening vil bygge seks dobbelthuse fordelt på de tre grunde. Boligerne bliver enten på 86 kvadratmeter med tre værelser eller 104 kvadratmeter med værelser. Hver bolig får deres egen lille have samt et skur.
Den årlige leje husleje kommer til at ligge på 953 kroner per kvadratmeter. Den gennemsnitlige, månedlige husleje for boligerne med tre værelser bliver på cirka 7.111 kroner og for boligerne med fire værelser på cirka 7.972 kroner.
– Nybøl ligger tæt på Sønderborgmotorvejen, som gør, at man hurtigt kan komme til adresser i Sønderborg Kommune samt Sønderjylland og Nordtyskland. Det gør boligerne attraktive for mange, og samtidig har Nybøl meget at byde på: et topmoderne børneunivers med børnehave, vuggestue og skole til 6. klasse, flot natur og derudover har Nybøl et rigtig godt fritids- og foreningsliv samt gode indkøbsmuligheder, udtaler Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti, der er næstformand for økonomiudvalget.
Salus Boligadministration har på vegne af Gråsten Andelsboligforening sendt ansøgningen, fordi Sønderborg Kommune skal stille med en grundkapital på 10 procent af alment byggeriet samt en økonomisk kommunal garanti for dele af byggeriet. Opførelsen af de 12 almene familieboliger på Borggårdsvænget i Nybøl er budgetteret til at koste 25,5 millioner kroner, og Sønderborg Kommune skal bevilge 2,6 millioner kroner som grundkapital.
Der skal samtidig stilles en kommunal garanti for den del af realkreditlån, som ligger over 60 procent af den endelige belåning med realkreditlån. Ved en maksimal realkreditbelåning vil garantien udgøre i størrelsesordenen cirka 9 millioner kroner.