Greve Kommune har solgt ejendommene Greve Main 27 og 39 til den belgisk ejede logistikudvikler VGP Denmark.
Det oplyser kommunen i en kortfattet pressemeddelelse.
“Greve Kommune ser frem til, at erhvervsområdet ved Greve Main får endnu en stærk virksomhed i området, som kan bidrage til byens udvikling”, skriver kommunen.
Læs også: VTK flytter ind som ny lejer i VGP Park Vejle
Ejendommene har et samlet grundareal på næsten 57.300 kvadratmeter, hvoraf grundarealet for Greve Main 27 udgør knap 17.300 kvadratmeter, mens grundarealet for Greve Main 39 omfatter omkring 40.000 kvadratmeter. Det forventes, at der som minimum kan opføres 10.000 etagemeter byggeri.
Greve Main 39 er udlagt til erhverv som eksempelvis kontor, udstillingsvirksomhed og fremstillingsvirksomhed uden støj og visuelle gener for naboer. Der kan ikke etableres detailhandel i området. Det er heller ikke muligt at placere transport- eller entreprenørvirksomheder og lignende i området. Greve Main 27 er til gengæld udlagt til logistik og lager.
Læs også: De vil udvikle 190.000 kvadratmeter logistikejendomme i Bjæverskov
Kommunen har i øvrigt fået tinglyst en servitut, der skal sikre, at ejendommene ikke kan anvendes til datacenter eller batteriopladning.
Ejendommenes anvendelsesmuligheder begrænses desuden af, at der på arealet ligger et naturbeskyttet område for beskyttede dyrearter efter habitatbekendtgørelsen Bilag IV, skovbyggelinjer, naturbeskyttede områder efter naturbeskyttelseslovens § 3.