Politikerne i byrådet i Køge har vedtaget en ny lokalplan, der baner vejen for, at Vedskølle Saftfabrik kan omdannes til 35 boliger. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Landsbyen øst for Herfølge huser både en gammel saftfabrik og et gammelt mejeri, og erhvervsgrundenes ejere har ønsket at omdanne de to erhvervsgrunde til boliger.
– Jeg glæder mig over, at vi kan vedtage en lokalplan, der skaber rammer for plads til flere nye borgere i Vedskølle Landsby og samtidig lægger vægt på både natur og fællesskab. Lokalplanen betyder også, at landsbyboerne undgår tung lastbiltrafik på landsbyens veje fra nye produktionsvirksomheder på erhvervsgrundene, så det er en udvikling, der kommer alle til gode, siger Køges borgmester Marie Stærke (S).
Læs også: Herfølge Bjergby får helhedsplan: 1.200 boliger på vej
Køge Kommune skriver, at der i forbindelse med den offentlige høring af lokalplanen er blevet afholdt to borgermøder, “hvor beboere i Vedskølle har bakket stærkt op om byggeplanerne”.
Lokalplanen giver byggeret til 20 rækkehuse og 15 parcelhuse på saftfabrikkens 40.500 kvadratmeter stor grund, som i 2016 blev overtaget af Stabrand Ejendomme for 3,7 millioner kroner.
Planen giver også mulighed for, at ejeren af Vedskølle Mejeri nu kan søge om landzonetilladelse til at opføre boliger i den bevaringsværdige mejeribygning, der ligger på en 17.000 kvadratmeter stor grund og ejes af parret Britt Christensen og Mikkel Küster.