Grønt lys til 7.500 kvadratmeter hotelbyggeri i klitlandskab

Politikerne i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune godkender lokalplan for hotelprojekt med op til 100 enheder midt i klitlandskabet.

Ringkøbing-Skjern Byråd har endeligt vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget, der muliggør opførelsen af et nyt landskabshotel ved Sønder Klitvej på Holmsland Klit.

Bag projektet står selskabet Bjerregaard Resort, er ejes af Claus Kaj Junge fra byggefirmaet Junge Byg i Grindsted. Selskabet købte i februar 2022 den tidligere svinefarm Nygård på Sønder Klitvej 214 ved Hvide Sande for knap 5,4 millioner kroner.

Projektet omdanner den tidligere landbrugsejendom til et rekreativt område med hotel, natur og stiforbindelser fra havet til fjorden.

– Jeg glæder mig over, at vi nu står med denne sag. Den har været længe undervejs, og hvis vi skal være helt ærlige – og det skal vi jo engang imellem – så trænger der virkeligt også til at ske noget på ude på den grund, sagde formand Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Jens Jensen (S), på byrådsmødet.

Annonce

Hotellet kan opføres med op til 7.500 kvadratmeter byggeri fordelt på maksimalt 100 enheder i form af værelser, lejligheder og hytter med i alt op til 450 sengepladser. Byggeriet placeres inden for eksisterende bebyggelsesstrukturer og skal udformes med afsæt i lokale byggeskikke, så det tilpasses landskabet.

– Vi tror på, at det bliver flot med et landskabshotel og et rekreativt område omkring Bjerregaard, og vi tror, at det bliver godt, at mennesker får lov til at opleve den natur, sagde medlem Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Carsten Bjerg (K), på byrådsmødet.

Projektet er politisk vedtaget med flertal, hvor kun SF og Dansk Folkeparti stemte imod.

– Vi er ikke imod udvikling. Vi er heller ikke imod turisme, men vi er imod en udvikling, der reelt er en afvikling af naturen, sagde formand Klima-, Miljø-, og Naturudvalget, Maria Kjærgaard (SF), på byrådsmødet.

Hotellet skal ifølge Ringkøbing-Skjern Kommune bidrage til at styrke helårsturismen langs Vestkysten og skabe øget aktivitet i området, samtidig med at natur- og landskabshensyn fastholdes.

Maria Kjærgaard udtrykte dog bekymring for antallet af sengepladser, som betyder, at op mod 450 overnattende gæster slippes løs i området.

– Det er en massiv tilførsel af aktivitet i et område, der netop er attraktivt, fordi de er ro, plads og natur, sagde hun.

Kommunens forvaltning hæfter sig ved, at en miljøvurdering konkluderer, at projektet ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger, så længe en række fastsatte hensyn overholdes.

Størstedelen af det cirka 48 hektar store lokalplanområde skal friholdes til natur. Der planlægges naturgenopretning på tidligere landbrugsarealer, og eksisterende natur bevares.

Adgangen til området samles i én fælles vej fra Sønder Klitvej, og der kan enten ske en justering af den eksisterende Nygårdsvej eller fastholdelse af den nuværende adgang. Samtidig etableres en venstresvingsbane på Sønder Klitvej for at forbedre trafiksikkerheden.

Planerne har været i offentlig høring, hvor især borgere og sommerhusejere har udtrykt kritik af projektets størrelse og placering. Myndighedernes bemærkninger har været af teknisk karakter, og høringen har ikke ført til væsentlige ændringer.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev