Med den nye løsning Watertight, der forhindrer væske i at trænge ned i samlinger, lancerer Timberman nu vandtætte trægulve med kliksystem.
Den nye funktion er én i rækken af innovative løsninger, der gør trægulvet vandtæt samt øger holdbarheden og åbner op for flere anvendelsesmuligheder, skriver gulvvirksomheden i en pressemeddelelse.
– Det er en helt ny måde, vi skal se på og tænke trægulve fremadrettet – og det er lige før, at jeg vil kalde det banebrydende inden for vores branche. Med Watertight har vi fået den sidste innovative tilføjelse på vores trægulve, som vi manglede for at gøre dem vandtætte – vel at mærke som de første i Danmark, udtaler administrerende direktør i Timberman Mogens Fisker.
– Når vores trægulve med Watertight monteres, trækkes kliksystemet tættere sammen, og det betyder, at der ingen sprækker er, som væsken kan trænge ned i. Faktisk fungerer det så godt, at vi garanterer, at væsken ikke trænger ned i samlingerne i 72 timer.
Den nye, vandtætte funktion er én i rækken af innovative løsninger på Timbermans trægulve.
I forvejen har trægulvene en beskyttende Easy To Clean-overflade, som beskytter trægulvet mod skidt og snavs, ligesom plankerne er beskyttet med Edge Protection, hvilket forhindrer indtrængende fugt ved endestød, skriver gulvvirksomheden.
At trægulvene nu er vandtætte, åbner ifølge Timberman op for helt nye måder, hvorpå træplanker kan tænkes ind i rum, hvor man ellers vil være tilbøjelig til at vælge andre typer gulve såsom vinyl.
LÆS OGSÅ: TIMBERMAN LEVERER 10.000 KVADRATMETER GULV TIL STORT RENOVERINGSPROJEKT
– Det er et praktisk og holdbart trægulv, der foruden at være vandtæt også er overfladebehandlet, hvilket gør det nemt at rengøre og holde pænt – selv i de dybere børstninger – så man undgår skjolder og pletter. Det betyder også, at man sagtens kan tænke trægulve ind i en entré eller i køkkenet, hvor gulvet er mere udsat. På den måde åbner det op for helt nye muligheder stilmæssigt, da man på den måde kan binde stort set alle rum sammen med trægulve, fortæller Mogens Fisker.
Hertil fortæller han supplerende, at man hos Timberman ikke har tænkt sig at skrue priserne op, selvom gulvene har fået nye egenskaber.
– I disse inflationstider vil den slags produktudvikling nok give nogle virksomheder anledning til at skrue på prisen. Det er ikke fordi, at vi slet ikke justerer vores priser normalt – men vi har valgt at lade prisen på vores trægulve med Watertight være den samme som tilsvarende trægulve i vores sortiment. Vi ser det nemlig som naturligt, at vi løbende arbejder på at forbedre og udvikle vores gulve.
Watertight bliver løbende indfaset i Timbermans serier Slotsplank og Wideplank i træsorterne ask og eg.