Håndværkerfradraget genindføres med finansloven

Regeringen har fremlagt sit finanslovforslag, hvor håndværkerfradraget genindføres. Det afsættes der 300 millioner kroner til.

Regeringen har i dag fremlagt sit finanslovforslag, og der er udsigt til et gensyn med boligjob-ordningen.

Der afsættes 300 millioner kroner til at genindføre håndværkerfradraget og 100 millioner kroner til at forhøje servicefradraget.

– Det kan være en håndsrækning til de danskere, som vil energirenovere eller klimasikre deres hjem, eller til børnefamilier, der kan få lidt ekstra luft i hverdagen med hjælp til for eksempel rengøring eller havearbejde, udtaler økonomiminister Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Læs også: Puljer til varmepumper og energirenovering er åbne igen

Beslutningen får ros fra administrerende direktør Troels Blicher Danielsen fra Tekniq Arbejdsgiverne.

– Energirenoveringer kan i udgangspunktet stå alene, da de både er gode for klimaet og for pengepungen. Men sandheden er også, at der nogle gange skal lidt ekstra til for at få boligejerne til at træffe beslutningen om den grønne investering, og her kan håndværkerfradraget være den rette løftestang, da det ofte er store investeringer for den enkelte, siger Troels Blicher Danielsen.

Af finanslovsforslaget fremgår det, at håndværkerfradraget genindføres med blandt andet et “særligt grønt fokus”.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling