Hack Kampmann-bygning risikerer nedrivning

En bevaringsværdig Hack Kampmann-bygning kan stå over for nedrivning i forbindelse med et kommende projekt for regionspsykiatrien.

Region Midtjylland har søgt om tilladelse til at nedrive en bevaringsværdig bygning på Søndersøparken 14 i Viborg.

Det skriver Byrummonitor.

Nedrivningen af bygningen sker i forbindelse med et kommende projekt for regionspsykiatrien i Viborg, hvor der er igangsat ny planlægning for området.

Ifølge Byrummonitor har Viborg Kommune modtage 56 høringssvar mod nedrivningsplanerne, men alligevel anbefaler kommunens forvaltning, at regionen får tilladelse til at rive bygningen ned. Sagen er i disse timer på dagsordenen i Teknisk Udvalg.

– Der er ikke en eneste i Teknisk Udvalg, der bryder sig om at fjerne en Kampmann-bygning. Men vi har haft utroligt mange møder, blandt andet med regionen, og der er justeret og vendt og drejet på tegninger, siger formand for Teknisk Udvalg, Torsten Nielsen (K), til Byrummonitor.

Han understreger, at to andre bevaringsværdige bygninger på Søndersøparken 16 og 21 til gengæld bevares.

Søndersøparken 14 er tegnet af arkitekt Hack Kampmann i forbindelse med udvidelsen af sindssygeanstalten i Viborg, der blev gennemført fra 1904 til 1908, oplyses det i dagsordenen til udvalgsmødet.

Ifølge Viborg Kommune er rødstensbygningen fra 1905 opført i to etager med saddeltag med skifer og kampestensbeklædt sokkel.

Bygningen er symmetrisk omkring et fremtrukket facadeparti med frontkvist, og facaderne er ligeledes symmetriske med småsprossede vinduer og en tilbagetrukket, centralt placeret indgang bag et rundbuestik, lyder det fra forvaltningen, som vurderer, at “bygningen fremstår med en flot og harmonisk arkitektur”.

Samtidig påpeges det, “at en senere tilbygning i gule sten skæmmer helhedsindtrykket”.

Ifølge Region Midtjylland er bygningens “udformning, stand og placering desværre ikke er forenelig med tidssvarende behandlingstilbud” til patienterne.

Regionen understreger desuden, at nedrivningen “holder sig indenfor rammerne af det gældende kommuneplantillæg, som Viborgs byråd godkendte i 2021 efter høring og borgerinddragelse”.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling