Henning Larsen Architects kom ud af 2024 med et resultat før skat på -13,5 millioner kroner mod et plus på lidt over 37 millioner kroner året før. Efter skat lød resultatet i 2024 på -20,6 millioner kroner mod et overskud på godt 27 millioner kroner i 2023.
Ifølge Byrummonitor er det arkitektvirksomhedens første underskud i 20 år.
Omsætningen faldt med 19 procent fra 364 millioner kroner i 2023 til 293 millioner kroner i 2024.
I ledelsesberetningen forklares udviklingen med, at 2024 var et udfordrende år med geopolitisk usikkerhed, høje renter og stigende materialeomkostninger inden for byggeriet.
“Disse faktorer påvirkede Henning Larsen globalt, hvor nøglemarkeder blev særligt hårdt ramt på grund af faldende efterspørgsel og kunders konkurser, hvilket resulterede i, at flere projekter blev standset eller aflyst. Ud over markedsforholdene blev resultatet påvirket af strategiske investeringer i at styrke vores tilstedeværelse i Sverige og Australien”, lyder det i ledelsesberetningen.
Arkitektfirmaet blev i 1959 grundlagt af arkitekt Henning Larsen. I slutningen af 2019 blev tegnestuen solgt til ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Rambøll.
I september 2024 overtog Jacob Kurek posten som administrerende direktør for Henning Larsen Architects efter Mette Kynne Frandsen.
I 2025 forventer Henning Larsen Architects at være tilbage på sporet. Omsætningen forventes at stige med 5-10 procent, og virksomheden forventer et driftsresultat 30 millioner kroner.