Her er Årets kontorbyggeri 2023

DFDS’ nye domicil på Marmormolen i Københavns Nordhavn er kåret til Årets kontorbyggeri 2023. Projekter i København, Aarhus og Odense var blandt de nominerede.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nohrcon har for fjerde år i træk kåret “Årets kontorbyggeri” for at fremhæve nogle af de projekter, der er med til at sætte kursen for fremtidens kontormiljø – så andre kan lade sig inspirere. Det er også formålet med konferencen om indretning af fremtidens kontor, som kåringen er optakt til. Det skriver kursus- og konferenceudbyderen i en pressemeddelelse.

I år kæmpede flere københavnerprojekter mod nye kontorprojekter i Aarhus og Odense.

Vinderen blev i 2023 DFDS’ nye domicil i Københavns Nordhavn. Det 15.000 kvadratmeter store og 300 millioner kroner dyre kontorbyggeri på Marmormolen er bygget i totalentreprise af NCC for PensionDanmark. PLH Arkitekter har tegnet kontorbygningen med Sweco som bygherrerådgiver, mens Rita Arch har stået for indretning og design.

– Jeg føler, at vi i fællesskab har fået skabt en inspirerende arbejdsplads, der peger ind i fremtiden ved at understøtte nye, innovative måder at arbejde og samarbejde på i arkitektoniske rammer, som på ret unik vis kommunikerer DFDS’ værdier og historie. Jeg ser denne pris som et udtryk for, at vores drøm er blevet virkeliggjort – og som en cadeau til alle, der har været involveret på projektet, udtaler Søren Mølbak, direktør og partner fra PLH Arkitekter i pressemeddelelsen.

Også hos bygherren er der stolthed over anerkendelsen.

– Vi er stolte, når vi hver dag kan betragte DFDS’ hovedkontor fra vores eget domicil på Langelinie Allé. Når vi har tilfredse lejere hos DFDS, er vi også lykkedes med at gøre en god investering på vegne af vores medlemmer. Men det er ikke blot udefra, at byggeriet udgør et arkitektonisk varemærke, der samler nærområdet på Marmormolen, udtaler Marius Møller, direktør i PensionDanmark Ejendomme.

– DFDS bærer selv en stor del af æren med deres vedholdende engagement i at opnå gennemtænkte løsninger, der giver den brugervenlighed og den fleksibilitet, som møder den enkelte medarbejders behov. Samarbejdet har resulteret i en løsning, hvor alt fra mere klimavenlige materialer, design, energioptimering, funktionalitet i et dynamisk og sundt indeklima og møbler produceret af genanvendte plastikmasser fra havet bidrager positivt til den helhed, der gør det til Årets Kontorbyggeri 2023,

Sidste år gik prisen til transformationen af DSB’s gamle godsbanehotel i København – til det moderne kontorhus, KB32.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling