Ifølge kursus- og konferencenvirksomheden Nohrcon har de nominerede til Årets kontorbyggeri 2023 det tilfælles, at de både får “bragt virksomhedens identitet, bæredygtige løsninger og medarbejderen i fokus”.
Nohrcon beskriver de fem nominerede kontorbyggerier som “flotte bygninger, der bygger på historie, fortæller en historie, eller skaber historie med visionære og hypermoderne kontormiljøer”.
En offentlig afstemning skal for fjerde år i træk finde vinderen af prisen.
“Årets kontorbyggeri 2023 uddeles af Nohrcon til et projekt, som på forbilledlig vis kigger ind i fremtiden, hvor identitet, bæredygtighed, og medarbejderpleje bliver faste ingredienser – i hvert fald hvis det står til dette års nominerede”, skriver Nohrcon.
“Et kig ind i fremtiden, kan dog sagtens tage udgangspunkt i fortiden – om det så er virksomhedens, bygningens eller områdets. Flere vellykkede transformationer og identitetsbårne bygninger er iblandt de nominerede i år. Bygninger, der bygger på historie, fortæller en historie og skaber historie med visionære og hypermoderne kontorfaciliteter”, skriver kursus- og konferencevirksomheden videre.
Nohrcon påpeger med henvisning til DGNB-Guld- og -Hjerte-certificeringer, at flere af de nominerede projekter også er “gode eksempler på, at byggebranchen for alvor har lagt sig i selen for at fremme mere bæredygtige byggeprojekter”.
“Genbrug er guld værd. Med gyldent dagslys og indbydende lounge- og aktivitetsområder, bliver medarbejderne stimuleret på flere positive måder, der øger trivslen og de sociale bånd, som en moderne virksomhed lever højt på”, skriver Nohrcon.
De fem nominerede er udvalgt af en fagjury nedsat af Nohrcon. Sidste år gik prisen til det moderne kontorhus, KB32 – for transformationen af DSB’s gamle godsbanehotel. Dét projekt er i øvrigt også nomineret til en Mipim Award i 2023.
Men hvilket projekt fortjener titlen som Årets Kontorbyggeri i 2023? Det skal der nu stemmes om, hvilket du kan gøre her.
Der kan stemmes frem til den 9. marts, og vinderen afsløres den 16. marts.
De nominerede projekter og fagjuryens begrundelse:
AG Gruppens kontor i Odense
”Utroligt vellykket transformation. De genbrugte bygningselementer er flot fremhævet og integreret i den nye indretning.”
DFDS’ kontor i Nordhavn
”Færge på land i moderne rammer. Et hus der i helt sjælden grad fortæller historien om det selskab, der er bag murene.”
Diturs kontor i Aarhus
“Skræddersyet domicil, udviklet med slutbrugeren for øje. En meget flot arbejdsplads med eksklusive fællesområder.”
Ferring Pharmaceuticals kontor i Kastrup
“Bygningen fremstår luftig og næsten helt transparent – med fantastisk sammenhæng med omgivelserne udenfor.”
Veo Technologies kontor på Nørrebro
“Masterclass i hvordan man på bedste vis kan give tidligere fabriksbygninger nyt liv (…) med et hypermoderne nyt kontor.”
Nohrcon arrangerer kurser og konferencer om byggeri og offentligt indkøb. Virksomheden står også bag kåringen af Årets kontorbyggeri, Årets skolebyggeri, og Årets sundhedsbyggeri.