Vrå Børne- og Kulturhus er Årets Skolebyggeri 2022. Foto: Hjørring Kommune.
Vrå Børne- og Kulturhus er Årets Skolebyggeri 2022. Foto: Hjørring Kommune.

Gennem 10 år har Nohrcon hvert år udpeget årets skolebyggeri, og i år er prisen sendt nordpå. Således er Vrå Børne- og Kulturhus i Hjørring Kommune kåret til “Årets Skolebyggeri 2022”. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– På vegne af hele Hjørring Kommune er jeg enormt stolt af, at vi har modtaget den flotte pris for “Årets Skolebyggeri 2022”. Og at vi modtager prisen på dagen for vores officielle indvielse, er i den grad med til at sætte prikken over i’et. Det er et unikt byggeri, der kommer til at gøre en forskel for børn, unge og voksne i alle aldre i Vrå, udtaler Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro (V) i meddelelsen.

Den nye skole omfatter 10.000 kvadratmeter, og den har kostet 178 millioner kroner at bygge. Skolen stod faktisk færdig i november 2021, men den officielle indvielse blev udskudt som følge af coronapandemien.

Skolebygningen er designet af totalrådgiver Aart architects i samarbejde med underrådgiverne JAJA Architects og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma. Byggeriet har NCC stået for.

– Helt fra opgavestart har vi været bevidste om, at Vrå Børne- og Kulturhus skal være meget mere end en skole – et lokalt knudepunkt, som fremmer fællesskab og friktion mellem byens børn og borgere. Dertil er naturen og træerne trukket med helt ind i skolen, hvor inde og ude, arkitektur og landskab smelter sammen i ét identitetsskabende greb: Skoven som lege- og læringsplads. En bæredygtig vision om at skabe de bedste rammer for fremtidens læringsmiljøer – og som har drevet vores arbejde hele vejen igennem, udtaler Kathrine Hegner Stærmose, der er partner og arkitekt i Aart Architects, som reaktion på prismodtagelsen.

De fem skoleprojekter, der var nomineret til “Årets Skolebyggeri 2022” var:

  • Artium, Brande
  • Læringshuset Nærheden, Hedehusene
  • Islands Brygge Skole – udskolingen, København S
  • TEC H.C. Ørsted Gymnasium, Lyngby
  • Vrå Børne- og Kulturhus, Vrå