Visualisering set fra nord-vest, hvor Syrestien krydser Stigsborg Bygade - ses i forgrunden. 'Skolepladsen' med hovedindgang ses til venstre. Visualisering fra lokalplanforslaget.
Visualisering set fra nord-vest, hvor Syrestien krydser Stigsborg Bygade - ses i forgrunden. 'Skolepladsen' med hovedindgang ses til venstre. Visualisering fra lokalplanforslaget.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I december 2021 offentliggjorde Aalborg Kommune vinderforslaget til det nye såkaldte Børne- og Ungeunivers, som entreprenørfirmaet A. Enggaard skal bygge på Stigsborg i Nørresundby. Den 25. april 2022 sendte politikerne i byrådet i Aalborg så lokalplanforslaget for den nye skole i fire ugers offentlig høring.

– Det er jo en meget markant bygning. Vi havde jo håbet, at i vi kunne være færdige i december 2024,sagde rådmand for by- og landskabsforvaltningen, Jan Nymark Thaysen (V), på byrådsmødet, og nævnte så, at februar 2025 måske er mere realistisk.

Projektet har fået arbejdstitlen Børne- og Ungeunivers, Stigsborg, da det omfatter vuggestue, børnehave, skole, idrætsfaciliteter og bydelshus i ét. Børne- og Ungeuniverset skal fungere som en dynamo for udviklingen af den nye Stigsborg bydel og forventes at stå klar i begyndelsen af 2025.

Børne- og Ungeuniverset kommer til at rumme 1.000 skoleelever, 100 børnehavebørn og 60 vuggestuebørn. Projektet omfatter 16.000 kvadratmeter bebyggelse samt kælder på en 6.200 kvadratmeter stor grund. Bebyggelsen bliver designet som et åbent bydelshus, der kan bruges af andre i fritiden. Det kommer blandt andet til at rumme en idrætshal, musiklokaler og værksteder samt mødesteder.

Det hele skal fordeles på fem etager. Selve basen i bygningen er bydelshuset med fællestorv, musik, folkekøkken og idrætshal samt daginstitution. Den øvrige del af bygningen vokser til fem etager mod Stigsborg Bygade og “Skolepladsen”, mens den mod syd og øst nedtrappes til én etage i overgangen til udearealet og Stigsparken.

Indskolingen er placeret på et hævet dæk på niveau ét og to med udsyn mod Limfjorden og Stigsparken. Mellemtrinnet og de yngste udskolingselever er placeret på niveau tre og fire med udsigt til “Skolepladsen”, Stigsborg Bygade og Limfjorden, mens de ældste elever i udskolingen råder over hele tagetagen på niveau fem. Øverst placeres en teknikbygning, så hele bebyggelsen bliver “seks etager”.

De nederste etager beklædes med tegl. I det konkrete projekt anvendes genbrugstegl på en del af bygningen. De næste “volumener” med indskoling, mellemtrin og udskoling beklædes med paneler i aluminium i varme røde eller brune farvenuancer. Også her anvendes i det konkrete projekt genbrugsaluminium med lang holdbarhed. Lokalplanen stiller krav om, at toppen af bygningen om aftenen skal lyse som et prisme, der kan ses fra vandet og fra Aalborg. Hele herligheden forventes at koste i omegnen af 385 millioner kroner.

Den nuværende Skansevejens Skole flytter til Stigsborg og elevgrundlag suppleres via udbygningen af Stigsborg, som fuldt udviklet vil rumme boliger til 7-8.000 beboere.

Inden byggeriet af skolen kan sættes i gang, skal lokalplanen for projektet endeligt vedtages. Det forventes den at blive i midten af august 2022.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling