Huspriserne er høje i øjeblikket – rigtig høje. Særligt i de boligområder i landet, der er de mest populære blandt de danske boligkøbere.
Men hvis man udvider sin boligsøgning lidt og retter den mod en nabokommune i stedet, er der flere steder mange tusinde kroner at spare på huskøbet.
Det viser de aktuelle kvadratmeterpriser på landets udbudte villaer og rækkehuse fra boligmediet Boliga.dk.
Landets største prisforskel er mellem nabokommunerne Gentofte og Gladsaxe i hovedstadsområdet. Her er et flyt over kommunegrænsen næsten 27.000 kroner per kvadratmeter værd i øjeblikket.
Så hvis du er på markedet efter et gennemsnitligt hus på eksempelvis 150 kvadratmeter, skal du altså betale 11,2 millioner kroner for det i Gentofte, men ”blot” 7,2 millioner kroner i nabokommunen Gladsaxe.
Der er også mange penge at spare, hvis du i stedet for Københavns Kommune vælger nabokommunen Herlev, hvor kvadratmeterpriserne er 22.000 kroners lavere, ligesom man også med økonomisk fordel kan rette kikkerten mod Favrskov Kommune frem for Aarhus. Her er kvadratmeterprisen på villaer nemlig 19.800 kroner billigere end i den jyske hovedstad.
– Udbuddet af boliger er ganske lavt i de attraktive boligområder, hvilket giver meget høje kvadratmeterpriser i forhold til de knap så populære områder, hvor boligmarkedet ikke nødvendigvis er lige så homogent. Det bidrager til, at forskellen på prisgennemsnittet kan være temmelig høj. Køberne kan måske godt kan finde noget på den anden side af kommunegrænsen, men erfaringsmæssigt ved vi også, at der er forskel på postnumre: Her klinger 2820 Gentofte eksempelvis bedre end 2860 Søborg, så der er også lidt en snobbeeffekt, siger Mikkel Høegh, der er boligøkonom hos Jyske Bank, til Boliga.dk.
Flere penge at spare i fremtiden?
Næsten lige meget, hvilken nabokommune til København, du kigger på – bortset fra Gentofte – derifølge Boliga.dk er 14.300 kroner dyrere end hovedstadskommunen – er villapriserne i de omkringliggende boligområder langt billigere: Fra en prisforskel på 17.600 kroner per kvadratmeter i Hvidovre Kommune til besparelsen på over 22.000 kroner i Herlev Kommune.
– Det er typisk når priserne stiger mest, at folk må gå lidt på kompromis, når de køber bolig og måske købe i en billigere nabokommune i stedet. Så i perioder med kraftige prisstigninger som de seneste år, vil forskellene blive mindre. Der er en pæn sandsynlighed for, at boligpriserne fremadrettet kommer til at falde, hvorfor færre skal gå på kompromis for at have råd. Så jeg tror ikke forskellene bliver mindre den kommende tid – tværtimod, siger Mikkel Høegh til Boliga.dk.
Andre steder i landet betyder det ikke så meget, om du vælger den ene kommune frem for den anden. Som for eksempel i de to midtjyske nabokommuner Randers og Viborg, hvor det for øjeblikket er sølle 42 kroner, der skiller de gennemsnitlige kvadratmeterpriser på villaer ad.
Se priserne i din nabokommune her.
Top fem over nabokommuner med størst prisforskel
Kommune | Kvadratmeterpris | Nabokommune | Prisforskel |
Gentofte | 74.970 kroner | Gladsaxe | 26.959 kroner |
København | 60.654 kroner | Herlev | 22.060 kroner |
Aarhus | 32.877 kroner | Favrskov | 19.848 kroner |
Hørsholm | 53.764 kroner | Allerød | 19.103 kroner |
Rudersdal | 51.645 kroner | Allerød | 16.985 kroner |