Den nuværende Langeliniekaj i København blev etableret i 1935, og levetiden har sat sine spor på konstruktionerne. Over de næste to år skal Langeliniekajen derfor gennemgå en totalrenovering, så den kan holde mange år endnu. Det skriver NCC i en pressemeddelelse.
– Langeliniekajen er et ikonisk sted for københavnerne, og det første sted mange turister sætter deres fødder, når de ankommer til byen. Derfor skal den også tage sig flot ud, og det kræver, at den holdes vedlige og renoveres, når det er nødvendigt, siger administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn, i meddelelsen.
Alt fra spuns til spildevandshåndtering
Entreprisen omfatter alt lige fra fjernelse af den eksisterende betonbundsikring på cirka 650 meter af kajstrækningen, etablering af en ny spunsvæg med jordankre på en 1 kilometer lang strækning, til opsætning af opgraderede pullerter på 64 nye støbte pullertfundamenter samt fremrykning af eksisterende fendere. Dertil skal der etableres nyt kajudstyr som redningsstiger og redningsliner, ligesom spildevandshåndteringssystemet for krydstogtskibene skal færdiggøres, således at sort spildevand føres fra skibene til den offentlige kloak og videre til rensningsanlægget på Lynetten.
Hercules Fundering er en del af NCC Infrastructure og en af landets førende entreprenører inden for havne- og vandbygning. Virksomheden er derfor godt rustet til at udføre den gennemgribende renovering, der står foran dem.
Når alle 790 spuns er rammet ned foran den eksisterende gamle Langeliniekaj, fastgøres spunsvæggen ned i den Københavnske kalk med mere end 500 borede jordankre på mellem 26-42 meter. Herefter fjernes de eksisterende granitsten fra den gamle kaj, og stenen bliver efterfølgende genbrugt og monteret på toppen af den nye spunsvæg.
– Det er jo ikke et hvilket som helst sted, vi skal arbejde, men i Hercules Fundering har vi de seneste år gennemført en lang række havneprojekter og kajrenoveringer i hele Danmark. Vi har derfor et stærkt team til at udføre opgaven på Langelinie, siger Jesper Schack Fønss Bach, områdedirektør i Hercules Fundering, NCC Infrastructure.
I forlængelse af at kajen renoveres, vil der senere blive etableret landstrømsanlæg for krydstogtskibene i lighed med anlægget på Oceankaj i Ydre Nordhavn.
Entreprisen omfatter i hovedtræk følgende delarbejder
- Fjernelse af eksisterende betonbundsikring
- Etablering af en ny spunsvæg samt jordankre på en knap 1 kilometer kajstrækning
- Etablering af nye opgraderede pullerter
- Fremrykning af eksisterende fendere, som placeres på de nye pullertfundamenter
- Etablering af granitoverbygning på den nye spunsvæg ved genbrug af eksisterende sten fra den gamle kaj.
- Etablering af afvisertømmer og kajudstyr som redningsstiger, redningsliner med videre.
- Etablering af spildevandsbrønde og flytning af elinstallationer ved kajvæggen
- Etablering af belægning inkl. nødvendig bundopbygning og håndtering af overfladevand (nye afløb)
Ordren, der er på 157 millioner kroner.