HL Management har med overtagelse den 25. september købt en bolig- og erhvervsejendom på Gammel Kongevej 124 på Frederiksberg.
Det skriver investeringsselskabet på LinkedIn.
“HL Management A/S overtager boligejendommen Gammel Kongevej 124 med en ny erhvervslejer og en masse spændende fremtidigt potentiale”, skriver selskabet.
“Ejendommen er en klassisk boligudlejningsejendom opført i 1898 i en god byggeteknisk stand, og hvor den generelt vedligeholdelsesmæssigt er i fin stand”, oplyses det.
Læs også: Udvikler bygger boliger og Michelin-restaurant på Gammel Kongevej
Ifølge HL Management rummer ejendommen syv boliger og fem erhvervslejemål. Ejendommen på hjørnet af Gammel Kongevej og Bülowsvej har et samlet areal på knap 2.590 kvadratmeter i form af næsten 1.290 kvadratmeter boliger og 1.300 kvadratmeter erhverv.
“Ejendommen overtages med et enkelt ledigt lejemål i stueplan, som vil være egnet både til take away/restaurant eller en butik. Erhvervslejerne er fordelt på arkitekter og en bank”, skriver HL Management.
Selskabet køber ejendommen til til HLM Fond III, der råder over 300 millioner kroner i kapital.
Læs også: Udviklingen af Frederiksberg Hospital går i gang i 2027
“Ejendommen flugter med den ejendomsfondens strategi, der ligger for HLM Fond III. Vi glæder os til at udvikle ejendommen yderligere, og ikke mindst lære vores nye lejer at kende”, skriver HL Management og retter en tak for godt samarbejde til Advokatfirmaet Lundgrens, Advokatfirmaet Horten, BDO, Lindberg Storm Fischer Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab.
HL Management overtager ejendommen fra familien Danel, som har ejet den i mere end 60 år.
Der meldes ikke noget om prisen, og handlen er ikke tinglyst. I årsrapporten fra 2023 fra ejendomsselskabet Danel er ejendommen bogført til en værdi af 61 millioner kroner. Markedsværdien er baseret på en DCF-model med input fra Gottleib + Partners til fastsættelsen per 31. december 2023, fremgår det årsrapporten.